Rapport fra stejlepladsen

Af: Enikö Wiberg
På vegne af udvalget, som arbejder for bevarelsen af
MARITIME KULTURHISTORISKE ELEMENTER på havnefronten i Nysted

I løbet af sommeren, lykkedes det to gange at gennemføre barkning af sejl i barkkedlen på stejlepladsen. Første gang foregik begivenheden fra eftermiddag den 21. juni til middag den 22. juni. Vi var noget bekymrede over, om der mon ville være nok tilmeldinger til vagtplanen. Der skulle jo være vagter på gennem hele natten. Vagterne skulle dels kontrollere barklagens temperatur hver 15-20 minut, da temperaturen aldrig måtte overstige 70˚C, samt hele tiden holde sejlet i barklagen i bevægelse, så stoffet blev garvet jævnt. Især de to "mest onde" natteskift var vi bange for, at ingen ville tage. Men vores bekymring var grundløs, da vagtplanen hurtigt blev udfyldt af entusiastiske medlemmer af bådelauget.

Den 21. om eftermiddagen fyrede Ib og Ole op under kedlen og et par timer senere da vandet var varmt nok, kunne det tilsættes catechu. Da catechuen var opløst, blev et bomuldssejl dumpet ned i lagen. Der var en sand folkevandring på stejlepladsen. Mest byens borgere, men også mange turister fulgte meget interesseret med i processen. Nattens vagter fik også mange besøg og nogen kom endda med styrkende forsyninger.

Den 22. juni ved middagstid blev det barkede sejl hængt til tørre på stejlepladsens pæle. Fotos af processen kan ses på Bådelaugets hjemmeside. Sejlet blev så flot barket, at oldermændene fra Middelaldercenterets Råsejlelaug, gerne ville have barket et par sejl til deres færøjoller, næste gang vi fik gang i kedlen. Det skete den 5. og 6. august, i forbindelse med Hajkutterfestivalen. Denne gang mødte også en journalist og en fotograf op fra Folketidende. Journalisten skrev en stor artikel, som på baggrund af vores infofolder og interviews med udvalgets medlemmer, beskrev barkkedlernes historie og formål. Også denne artikel er lagt ud på Bådelaugets hjemmeside. Stor tak til alle medvirkende - og ikke mindst til de seje nattevagter!