havneknejpe

Skipperknejpen var en succes, som også vil være at finde på pladsen næste år. Flere af de besøgende var endog klædt i sømandstøj. Foto: Hanne Hauberg

Skipperknejpe, sand på gulvet, spytbakker, gamle møbler og sømandsviser til årets festival

Af: Richard Jensen
Redaktør af Laugsnyt

Som noget nyt i år under Hajkutterarrangementet, var der blevet oprettet en Skipperknejpe med sand på gulvet, spytbakker, gamle stole og borde, hvor gæsterne kunne købe en stol til at tage med hjem. Der var fiskenet og garn, ruser og andre maritime ting, som nogle lokale fritidsfiskere havde udlånt til arrangementet.
Personalet var iført "arbejdstøj", eller skal vi sige en uniform bestående af sømandstøj. Der var harmonikamusik, og alle musikerne var i deres "bedste" alder, og sørgede for at gæsterne hyggede sig med dejlige sømandsviser.
Man kunne købe næsten alle former for drikkevarer, og gæsterne kunne også købe mad i et af de andre telte, og nyde frokosten i Skipperknejpen.
Nysted Smakkelaug var også til stede med et par sejlmagerbænke, hvor man splejsede tovværk og lignende.
Skipperknejpen har fået megen omtale fra nær og fjern, og personalet kan næsten ikke få armene ned igen. En succes, som man håber på, at kunne gentage næste år - for knejpen er med igen næste gang, der er Hajkutter Festival i Nysted.
Hanse Sail i Rostock så gerne Skipperknejpen opført i Rostock også, men det bliver vist for stor en mundfuld at arrangere det oversøisk, så mon ikke man nøjes med at arrangere det på Nysted Havn, siger Sven Erik Hauberg og Majbritt Harwitz, der var initiativtagere til dette nye festivalprojekt.
Efter at udgifter og indtægter er gjort op, viser det sig, at dette års festival får et overskud på ca. 63.000 kr., som sikkert også skyldes det gode vejr under arrangementet.