indvielse af nysted havn

Indvielse trods manglende trace for kørestolsbrugere

Af: Richard Jensen
Redaktør af Laugsnyt

Fredag den 6. september kl. 12.00 blev havnen, der har været under renovering i foråret og sommeren, indviet. Et stort antal fremmødte med bl.a. borgmester John Brædder og udvalgsformand Arne Gråe fra Guldborgsund Kommune, ønskede Nysteds borgere tillykke med den renoverede havn. Flere foreninger med tilknytning til havnen gav udtryk for, at der var blevet udført et flot stykke arbejde af Per Aarsleff A/S. Mogens Lund fra foreningen NOF, Margot Hansen fra Nysted Sejlklub og vores forhenværende formand Ole Wiberg, gav renoveringsprojektet mange rosende ord.

Byens kørestolsbrugere var mødt talstærkt op for at vise deres utilfredshed til den manglende trace, der var sparet væk af kommunen. John Brædder fik en køretur i en rullestol over den anlagte chausséstensbelægning, så han kunne danne sig et indtryk af, hvordan det er at være kørestols-bruger.

Efter indvielsen var der åbent i Bådelauget, hvor man kunne slukke tørsten og få lidt at spise i form at kanapé, pølser, burgere og softice, hvis man også ønskede dessert. Traktementet var leveret af Fru Frederiksen og Mole Grillen.