Bunkers fra Bourbon Street, stedet hvor der var liv og glade dage
og hvor jazzen var et must. Foto: Alex Jensen

På trampefart langs Elfenbenskysten

Af: Alex Jensen, Nysted

Som indlæg til dette nummer at Laugsnyt vil jeg skildre en oplevelse
fra mine helt unge år som sømand på langfart med "M/S Nopal Vega"
fra rederiet Ejvind Lorentzen, Norway.

Jeg havde afmønstret tankskibet "T/T Texaco Belgium" fra rederiet Texaco Norway, og var hjemme på en velfortjent ferie, som var ved at være slut. Dengang skulle man kontakte Det Norske Konsulat i København, når man ville have en ny hyre. Konsulatet var forhyringskontor for norske og danske søfolk i København. Det var ikke første gang, jeg var på konsulatet, men havde været der adskillige gange før, sammen med min far, når han skulle have en ny hyre på et skib, han var jo også sømand.

Den første hyre, jeg blev tilbudt, var med en gastanker som hed "Mundogas Brazil". Den takkede jeg nej til. Jeg var lige afmønstret en olietanker, og havde nu mere lyst til et skib i trampfart med stykgods, som anløber havne oftere end de fleste andre skibe på langfart. - Jeg har næppe tænkt på, hvad det indebar dengang, men med alderen kommer man jo tit til at tænke på, hvad det var, man oplevede dernede ved Afrika. Noget meget farligt! – Det var bl.a. med pirateri, som ikke er et nymodens fænomen, og som stadigvæk foregår ved Den Persiske Golf. Dengang foregik det uden for Vestafrikas kyst i nærheden af Lagos, som var et af brændpunkterne ved Nigeria. - Mange søfolk husker det som foregik dengang, tænker tilbage på ankerpladsen uden for Lagos, når nyt bringes i dagspressen eller på tv, at der igen et skib som er kapret, besætningen er taget som gidsler af piraterne, og vil kræve en eller anden kæmpehøj løsesum.

Nå, - men jeg mønstrede ud fra Københavns Lufthavn den 28. marts 1977, med kurs mod Chicago i Amerika, hvor flyet skulle mellemlande og senere fortsætte til St. Louis. Allerede ved landingen i St. Louis startede problemerne. Flyet kunne ikke bremse, så vi måtte vente i fire timer, inden flyteknikkerne havde fået has på teknikken. Ventetiden blev delvis brugt i den kæmpestore flyterminal, som vi under ingen omstændigheder måtte forlade - og i baren, hvor alt kunne fås gratis, SAS betalte jo indtil flyet igen var klar til at fortsætte rejsen mod St. Louis, hvor så endnu et problem opstod. Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle skifte lufthavn til min videre rejse mod Huston i Texas. En stor, tyk neger hjalp mig med at håndtere min bagage, og guidede mig til bussen til næste lufthavn, fortalte mig også at jeg skulle stå af, når bussen havde stoppet tre gange. Min bagage regnede jeg dog ikke med at se foreløbig, og jeg nåede kun lige netop at få bordingpas til næste fly, et gammelt DC8 fra Delta Airlines. Jeg kan huske, at vi kun var tre passagerer på flyet. En fuld svensker, som havde fulgt mig på hele rejsen fra København, en pæn udseende dame i sin bedste alder, som jeg havde en rigtig god samtale med på rejsen. - Hendes hang til de lidt mere våde varer, var et stort problem for hende!

Det første indtryk jeg fik af dette store land, var da jeg med stor glæde, genså min bagage på gummibåndet i ankomstterminalen. Det var et kærkomment gensyn. Jeg regnede jo med, at den store neger i St. Louis omsatte mine effekter mod kontanter. Da jeg kom ud af terminalen, så jeg som det første palmerne, - så mærkede jeg varmen slå mod mit ansigt, som i forvejen var mere eller mindre rødmosset efter mit møde med den nydelige og tørstige dame på flyet. Ved udgangen stod en venlig, ventende herre med et skilt på maven, hvorpå det stod "Mr. Jensen". Jeg regnede med at det var henledt på mit efternavn, og at skibet havde sendt en attache fra agenten i rederiet, der skulle hjælpe mig på min videre færd med at nå til min destination "M/S Nopal Vega", - men først skulle jeg igennem en køretur på 6 timer, til vi kom til et "Highway Motel", for overnatning inden slutdestinationen næste dag. Jeg husker, at jeg knap kunne sove i forventning om, hvad dette store land ville bringe næste dag.

M/S Nopal Vega, bygget i Göteborg 1956, 9.500 brt., ejet af Ejvind Lorentzen
- NOPAL LINES.

"M/S Nopal Vega". - En stor, gammel, grå båd viste sig på mine nethinder, da vi nærmer os kajpladsen. Jeg så efter en ekstra gang på rederimærket, som var påmalet skorstenen og konstaterede, at den var god nok - det var den!
Selve skibet var en historie i sig selv, for den var næsten lige så gammel som jeg selv, og trængte til en hel del vedligeholdelse, både på dæk og i maskinen. Jeg vidste fra første færd, at jeg ikke kom til at mangle arbejde. Maskineriet var en dejlig, god, gammel 8 cylinder, 2 takts Burmeister & Wain motor, lige sådan en man elskede at rode og pukle med dengang. Vi skulle sejle trampfart med stykgods, det var alt lige fra tømmer, traktorer, kaffe, ris og hundredevis af andre ting.
Et skib, som går i trampfart (efter det engelske ord: Tramp), er et skib, som ikke har en fastlagt ruteplan, men chartres for én rejse ad gangen. Tidligere var der en hel del skibe, som sejlede i trampfart, i dag har linjefarten og containerskibene desværre overtaget det meste af markedet, med det til skade, at skibene kun ligger kort tid i havn, og oplevelserne for søfolkene udebliver.
En blandet besætning af fjorten nationaliteter var der på skibet, så man fik udvidet sit engelske sprog, som man havde lært i skolen, desværre for de andre besætningsmedlemmer fra Spanien, Honduras, Chile og Tyrkiet, som ikke havde undervisning i engelsk som obligatoriske fag, men med diverse fagter og tegnsprog gik det rimeligt fint med at forstå et fælles sprog.
Det var en stor besætning i forhold til skibets størrelse, og med kun en kvinde om bord "Gnisten" eller telegrafisten, der var en flot, ung, lyshåret svensker, som hængte vejrmeldinger og nyheder hjemmefra op på opslagstavlen i messen. Hun tænkte nok ikke på, at størsteparten af besætningen ikke forstod et klap af, hvad der stod på notaterne.
Spisningen foregik i de respektive messer, som der var en hel del af. Saloonen til de øverste i hierarkiet, officersmesse, underofficersmesse, bådsmandsmesse og endelig crewmessen, som den eneste messe, der ikke havde servering. Jeg tilhørte bådsmandsmessen og foruden mig som maskinreparatør sad selvfølgelig bådsmanden, tømreren og kokken, vi havde ret til servering, - det havde meget at sige dengang, husker jeg! Det, at kunne købe forplejning af øl og spiritus på skibet, var der strenge restriktioner for en crewbesætningen. De kunne ikke tåle at drikke, blev der sagt. Vi andre derimod kunne heller ikke tåle det, men kunne købe det vi ville have, bare fordi der stod noget andet i vores pas. Sådan var der meget som var ulige fordelt dengang. Var man noget ved musikken, så fik man, - var man ingenting, så fik man ingenting.

- Den første tur vi stævnede ud, skulle gå til New Orleans for at laste ris til Nigeria i Afrika, som også dengang led meget af hungersnød. En tur til French Quarter og Bourbon Street skulle også nås, inden afsejlingen. Når man nu var på de kanter, skulle man jo høre New Orleans Jazz på Bourbon Street.
Turen gik nu fra New Orleans til Port Arthur i Texas for bunkers af olie og så videre over Atlanten til Monrovia i Liberia, hvor der skulle 30 (svartinge) om bord, som nordmændene kaldte dem, det var det vi andre kaldte for Crew Boyes eller negere, som skulle tage sig af alt det arbejde om bord, som ingen andre gad lave. De arbejdede fra kl. 5.00 morgen til langt ud på aftenen for sølle 4 US dollars i døgnet. De opholdte sig på agterdækket, hvor de boede under pubben, imellem rør og alt andet ragelse, som var stuvet bort, for ikke at ligge skibet til last under stormvejr. Det var lidt af en oplevelse at betragte disse sorte mennesker, når man kom på dæk, efter at havde opholdt sig i maskinrummet i 45 graders varme og skulle have frisk luft. Til tider var der meget uro, fordi deres medbragte kok røg stærk tobak, og når han i løbet af dagen havde nået over dagens kvote, jagtede han de andre Crew Boys med en kæmpestor kniv, så alle flygtede rædselsslagen til alle sider, under en masse ståhej på dækket. Kokken var helt utilregnelig og for de andres sikkerhed, blev han afmønstret under en masse palaver, knytnævetrusler og alvorsord.

Vi anløb nu 1-2 havne hver dag langs Elfenbenskysten, den ene værre en den anden. Vi fik nu påbud af "skipper" om ikke at gå i land, han mente at vi sikkert ikke ville overleve ret længe på egen hånd. Vi skulle op i byen i en af kolonierne den ene dag, hvor vi måtte have beskyttelse af betjente, sorte som kul med korte bukser og en pistol ved hoften. De var ikke bange for at bruge pistolen, - og hvem de brugte dem på, tror jeg var dem ligegyldigt. Et menneskeliv var intet værd for dem.
Den ene dag, da jeg kom på dæk, var der et stort postyr på kajen. Det viste sig, at bådsmanden havde overrasket en tyveknægt i malershoppen, som var i færd med at stjæle maling. Her var nu kontant afregning fra bådsmandens side, der havde en kort lunte, og såvel maling som tyveknægt røg over skibssiden. Der var 10 meter ned til kajen - og under meget postyr af hans medsammensvorne, som opholdte sig på kajen for at afhente tyvekosterne. Tyven overlevede i første omgang, indtil to af før omtalte betjente bankede ham med spark og knipler, så han næppe kunne have overlevet dette grove overfald. Det viste helt klart, hvad respekt de havde for et menneskeliv. En anden gang var vi gået i land på en af de franske kolonier, fordi vi ville på bar. Hen på aftenen, efter at have indtaget et større kvantum af den lokale bryg, tager stewarden et stort bundt pengesedler op af lommen for at betale regningen, til stor skræk for os andre, et menneskeliv kostede jo ingenting, og de indfødte ville ikke have tøvet et sekund med at myrde stewarden for at få finger i seddelbundtet. Vi fik nu, inden vi drog hjemover, samlet det meste af besætningen, så vi havde en mulighed for at modstå et overfald på stewarden, - dog kunne vi intet gøre, hvis de havde skydevåben. Jeg husker, at det var en meget mørk og skummel aften, med en masse små smøger, som der skulle holdes øje med, specielt den gruppe af indfødte, som fulgte os på afstand. Rygter har det jo med at løbe i forvejen, og da vi nåede gaten til havneområdet, hvor to bevæbnede vagter holdte vagt, ville de først have penge af os, inden de åbner gaten, så vi kunne komme i sikkerhed på skibet. Vagterne har sikkert delt betalingen med den efterfølgende gruppe, efter vi var kommet sikker ned på skibet.

Afrika har altid været en røverrede, og Lagos’ rede uden for Nigeria kyst var ingen undtagelse. I 1977 var alt kaos, en borgerkrig og næsten 400 fragtskibe lå for anker uden for Lagos med forsyninger, ventende på tilladelse fra havnemyndighederne for at kunne gå til kaj og få afleveret deres last. Hvis man ikke smurte de rigtige hjul i havneadministrationen og diverse myndigheder, kunne man ligge for anker i op til et halvt år, inden sejladsen kunne fortsætte. Vi hørte bl.a. om en dansk Mærsk båd, som havde cement i lasten, hvor besætningen efter et halvt år måtte hugge det løst med et trykluftbor. Det var lige så slemt at ligge for anker, som at lasten blev ødelagt.
Et rigtigt slaraffenland for datidens pirater, de kunne næste vælge og vrage i, hvad de ville tage. Indtil for et par år siden optrådte pirater i vores bevidsthed som et levn fra fortiden, en klap for øjet, træben, klo og et sværd er nogle af de mest karakteristiske pirattræk. I dag opererer de stadigvæk i Guineabugten ved kyststrækningen mellem Guinea og Angola. Forskellige lande som Elfenbenskysten, Ghana, Benin og Togo er nogle af de involverede lande. Specielt en oprørsgruppe havde valgt at angribe skibene ved den Nigerianske kyst for at fjerne værdier og tage gidsler, nemlig "Movement for the Emancipation of the Niger Delta" (Bevægelse for befrielse af Nigeria Deltaet), den mest magtfulde og militante oprørsgruppe. For piraterne var det oftest unge arbejdsløse mænd, som ønskede større tilgang af materielle goder, såsom biler og våben. Ved Nigerdeltaet var det omfattende olietyveri også en god forretning. Derfor havde forskellige militser taget kontrollen over mange af deltaets olieproducerende områder. Nogle med klare politiske målsætninger. Andre med åbenlyse kriminelle hensigter.

Der lå et "Asger Lindinger" skib, hvis kaptajn blev dræbt af piraterne, en aften hvor det var særligt slemt.
På "Nopal Vega" havde vi rigget brandslanger klar i tilfælde af, at piraterne skulle komme, desuden havde vi også rigget lys til hele vejen rundt om skibet, for at kunne holde øje med piraterne, når de kom i deres små kanoer og robåde. Det var ikke hurtiggående motorbåde, som dem de bruger i dag. Besætningen skiftedes til at gå vagt om natten og skulle være særlig årvågen, hvis man hørte skud i det fjerne. Kun en gang lykkedes det to pirater at komme om bord via ankerkæden, de blev hurtig passiviseret af bådsmanden, som havde banket søm i et bræt, så det virkede som en kølle, hvis de stak fingere over rælingen. De opgav dog hurtigt, og flygtede over hals og hoved. Til tider, når det blev alt for slemt, måtte vi hale ankerne op og sejle ud på åbent hav, hvor sikkerheden var større. Vi overlevede alle dette frygtelige ophold, og kun fordi vi havde ris i lasten, kom vi til kaj efter to måneder.
Selve losningen tog mange dage, da det var med håndkraft og med skibets egne lastebomme, manøvreret af afrikanske arbejdere. Under en masse råb og skrig, som udgjorde kommandoer, lykkedes det dem dog at lande det ene slæng efter det andet på kajen. Lastbilerne, som var gamle udrangerede Volvo og Scania biler, uden førerhus, dog var der lavet et værn eller ly med krydsfiner, så chaufføren ikke faldt ud under kørslen. Bilerne kom kun en gang om dagen, så havde de tjent til maden den dag, og kom ikke igen før næste dag. Næ, - det var kvinderne der måtte pukle i lasten med stablingen af risen, så den kunne komme i land. Jeg husker specielt, at når kvinderne efter en lang og hård dag i lasten i over 35 graders varme gik fra borde, havde de hver en bylt på hovedet med ris, som var taget af lasten. Tit tænkte jeg den tanke, at mon nu også lastbilerne nåede det rigtige bestemmelsessted, eller om risen også endte hos piraterne eller oprørene, - det har det helt sikkert gjort! Når man så disse høje, ranke og sorte kvinder gå langs kajen i deres farverige lange klæder med en bylt ris på hovedet, står det stadigvæk prentet på min nethinde som et minde fra dengang. Jeg vil aldrig glemme denne lugt af varme, støv, urin og afføring blandet sammen til en ekstrem ubehagelig lugt, står efter alle disse år stadigvæk som en meget modbydelig lugt i mine næseboer.

Her i Lagos foregik landgangen også med bevæbnede vagter. De kom om bord for at tilbyde beskyttelse for 200 cigaretter og nogle få US dollars. En billig livsforsikring hvis man skulle i byen midt i denne røverrede af et kaos i havnebyen Lagos.
Der var ingen personer der kunne antaste os, når disse vagter var med, kunne man tydeligt se frygten i de indfødtes øjne, når vagten klappede på skyderen ved hoften. Jeg tvivlede ikke et øjeblik på, at de ville bruge pistolen uden at tøve, også for at opretholde deres krav til os på måske 5-10 US dollars for beskyttelsen.
Alting får dog en ende og vi forlader heldigvis havnen i Lagos for at fortsætte ned af Elfenbenskysten til de andre havne. Vi har stykgods til Calabar, San Pedro, Abidijan, Tema og mange andre steder, bl.a. nede ved Congo floden, en havn jeg ikke længere husker navnet på.
Turen over Atlanten til Jacksonville i Amerika forløb uden problemer. Det skulle imidlertid blive den sidste tur med dette gode gamle skib. Der kom et telegram med besked om, at skibet var solgt til en ny reder og vi skulle sejle til New Orleans for afrigning, her skete afmønstringen fra skibet og rejsen hjem fra "M/S Nopal Vega" kunne begynde, seks måneder efter jeg forlod Kastrup Lufthavn. Denne gang skulle jeg flyve non stop New Orleans – København med SAS.

Når jeg i tv ser reklamer med SAS og de mennesker, der allerede føler sig hjemme, når de ser symbolet SAS, er det helt i overensstemmelse med, hvordan jeg selv oplevede det. Når jeg ser reklamen, går tankerne tilbage i tiden, til ungdomsårene og til minderne fra dengang, gode som dårlige, og hvordan man selv følte det, da man så symbolet SAS. - Man var næsten hjemme!
Skibet "M/S Nopal Vega" blev solgt til en ny reder, og på næste tur til Afrika blev skibet bombet ved kysten uden for Nigeria. Skibet overlevede en brand og blev senere ophugget på det sidste hvilested, Arlang Beach i Indien.

Jeg håber, alle har nydt at læse om en af mine oplevelser som sømand på langfart.

Jeg oplevede, da jeg skrev denne artikel, en masse minder væltede frem fra gemmerne, - efter alle disse år, hvor de har været gemt væk længst inde, for at kunne gå i glemmebogen, er igen kommet frem i lyset, og det er utroligt, hvor meget man husker om godt og ondt.