Den sidste tangfisker i Nysted

For en del år siden skrev jeg denne artikel om tangfiskeri og om Poul Erik Larsens liv som sten- og tangfisker. På opfordring bringer vi den nu i Laugsnyt.

Af: Alex Jensen
Nysted

Vi sidder i Poul Eriks hjem i Havnegade, Nysted og kikker på gamle fotos, og taler om fordums tider, hvor tangfiskeriet lønnede sig. Poul Erik er ikke jyde, "men vendelbo", - siger han på helt sin egen måde. Poul Erik har på opfordring skrevet et par sider om, hvad han kan huske fra dengang, - "det er godt at træne hjernen", siger Poul Erik til mig.

Den trofaste følgesvend
Jeg sidder, så jeg kan se et særdeles velmalet maleri af en Dansk/Svensk gårdhund, og selvfølgelig kommer talen ind på hans trofaste følgesvend gennem 18 år, "Proppen". Proppen var jo et helt kapitel for sig selv, - var vi enige om, og ingen tæver i byen kunne føle sig sikker, når Proppen var i havn, ej heller haser og fingre, hvis man prøvede at klappe ham – næ, så skulle man først godkendes af Proppen, inden dette kunne lade sig gøre. "Jeg har mange billeder af ham", siger Poul Erik, "for jeg ved sku´ ikke, hvad det var, men hver gang, der skulle fotograferes, stod Proppen der - det kunne han godt lide", siger Poul Erik og ser eftertænksom ud. Der er ingen tvivl om, at Proppen er savnet!

Skibsskøde og anparter
Hvem skulle have troet, at navnet "Memento Mori" skulle komme til at fylde en hel del i Poul Erik Larsens liv. "Memento Mori", oversat til dansk betyder (Husk døden), er et lidt særpræget navn at døbe et skib.

"Ellen Marie" fik installeret motor (Alpha) til fremdrivning i 1922, og blev hermed til en motortjalk, så den kunne være mere allround til de opgaver, som også kunne være få. Fart til havne i Europa. Imidlertid er et eller andet gået galt, for skibet dukker først op igen i 1942, hvor den hedder Motortjalk "Arre" af Ærøskøbing, og købt af Arne Flyvebjerg, efter et havari hvor "Arre" er sunket. I skibsskødet står der, at skibet som er sunket på 16 meter vand mellem Hundested og Hesselø, er afmærket og overtages i den stand, det er og forefindes med alt tilbehør, fri for hæftelser og gæld, til den nette sum af 6.412 kroner. Der står 120 anpartshavere i skibsskødet. Det er lige fra en tjenestekarl fra Risemark til en kommunaldirektør fra Frederiksberg, som havde tegnet part i dette skib, som nu skulle hæves og klargøres efter havariet, så det atter kunne sejle i fart. Det er ikke et nyt begreb at være anpartshaver, som Per Henriksen havde opfundet, fortæller han. Det gjorde man også dengang, og efter skibsskødet at dømme er det jævne folk, som har købt - de fleste fra Ærøskøbing.
Efter bjærgningen var den lidt særprægede kufstævn mere skadet, end man oprindelig havde troet. Så efter havariet fik den en helt ny stævn, som var meget anderledes. Skibet blev senere omdøbt til "Ole" af Nørresundby og sejlede som sten- og vragskib.

Uddannelse som tungdykker
Der blev søgt efter skibsvrag, og man brugte tungdykkere til arbejdet den gang. Det er her, at Poul Erik Larsen kommer ind i billedet. Poul Erik var uddannet på Søværnets Dykkerskole i 1957, og viser mig et foto af hele holdet, opstillet. "Kan du kende mig"? - spørger han med sin jyske humor. - Jeg kigger forgæves, og peger på den forkerte fyr. "Nej! Det er mig med tophuen på", siger han. "Jeg fik forresten skældud af min mor, fordi jeg havde taget hue på. Jeg havde sådan et fint hår, sagde hun".
Poul Erik Larsen startede med at sejle i 1949 med en vragfisker, som sprængte vrag ved Skagen, herefter i mindre fartøjer og stenfiskere i nogle år, inden han skulle være soldat i de obligatoriske 18 måneder, som det nu var den gang. Poul Erik kom på dykkerskole i Søværnet i 1956, og blev færdiguddannet som tungdykker i 1957, hvor han påmønstrede "Ole". Det var vrag- og stenfiskeri i Øresund, man drev dengang, men alligevel syntes han ikke, det var det rigtige han lavede.

Tangeventyret
I 1958 begyndte man at fiske tang til industri. Også "Ole" var nu med i dette tangeventyr, nord for Djursland, hvor der var opdaget store tangforekomster - ca. 235.000 tons.
Mange galeaser og skonnerter blev nu rigget om til at fiske efter Furcelatreium tang, også kaldet "rødmyr" i dagligt tale. Rødmyr er sådan en smuk vækst, som gror på sten og river sig løs om efteråret, hvorefter den ruller sig sammen i små boller på havbunden, så kan de skrabes op med bundtrawl. Rødmyr blev brugt industrielt til at lave stabilisator af, et stive- og bindemiddel, som bruges til bl.a. vingummi, is, budding, piller og mange andre ting. Det var en dansk civilingeniør, Erik Bjerre Pedersen, der udviklede det i 1930-40´erne, og på grund af den japansk/kinesiske krig og sidenhen 2. Verdenskrig, hvor man ikke kunne få agar algen til gelatinefremstilling, kunne man bruge rødmyr-tang i stedet.
Efter at have fisket og sejlet 500 laster til Havnsø, hvorfra omlæs-ningen foregik dengang, var det slut oppe ved "Tangen", som det blev kaldt - oppe nord for Djursland. Man prøvede nu at søge andre steder i de indre danske farvande, bl.a. ved Fejø og Sejerø, men det blev ikke det helt store tangeventyr. - "Der er ikke en dansk fjord, hvor jeg ikke har været i jagten på rødmyr tangen", fortæller Poul Erik.

Tangen omkring Nysted
Vi sidder nu og drikker en kold øl, og skal have en smøg. "Jeg er holdt op", siger Poul Erik. Jeg kan sgu ikke tåle det mere, så nu er jeg gået over til AFC cigaretter", (andre folks cigaretter). Poul Erik tænder den smøg jeg byder ham, hoster og slukker igen.
I efteråret 1966 opdagede man store forekomster af tang ved Nysted, og flåden af tangfiskere kom nu til Nysted, også "Ole" og Poul Erik, der begyndte at fiske tang i Klørrenden. Et bælte på 12 sømil til Hyllekrog. På det tidspunkt var der 10-12 fartøjer, som fiskede tang fra Nysted, og dette kunne godt blive til en hel del om året. Således blev der det første år fisket 10.000 ton tang til en værdi af 70 kroner pr. ton. Tangen blev transporteret til fabrikken "Food Machinery Corporation" i Vallensbæk med lastbil til forarbejdning, det var dette firma, som stod for produktionen, efter at fabrikken "Linex" var opkøbt af amerikanerne.
Allerede årene efter, kunne man spore en tilbagegang i fiskeriet efter tang. Nu kun 6.000 ton og efterfølgende år 4.000 ton om året. Dette blev dog urentabelt for nogle af tangfiskerne, og i 1969 var der kun 4-5 skibe tilbage i Nysted. Sådan var det i mange år, indtil "Ole" var alene tilbage med "Nelly". Der er nu kun tang nok til at holde 2 fartøjer i gang året rundt.

Basen i Havnegade
Poul Erik flyttede til Nysted i 1976. Han kommer oprindelig fra Udbyhøj, som ligger, hvor Randers Fjord løber ud i Kattegat. Adressen blev Havnegade i Nysted, kun få skridt fra, hvor "Ole" havde sin base. Mange gange har jeg mødt Poul Erik i kedeldragt og støvler, enten på vej ned til "Ole" eller på vej hjem, sammen med hans evige faste følgesvend "Proppen".
I 1990 var Poul Erik alene tilbage om tangfiskeriet i Nysted, og det blev til ca. 1.200-1.500 ton om året. I 1997 sluttede epoken for Poul Erik, fordi tangfiskeriet ikke længere kunne lønne sig. Med en pris på 700 kroner pr. ton, kunne det ikke længere betale sig for fabrikanten. De købte nu deres tang i Letland, hvor den var lige så fin, som fra Nysted, men til en billigere pris.

Entreprenøren
Poul Erik Larsen blev ikke arbejdsløs, men startede som entreprenør - bl.a. med udgravning af Næstved kanalen og mange andre ting - det var ikke noget nyt, da han jo havde stået for udgravning af Nysted Havn samt sejlrenden i Stubberup. Også, hvis der var sunket en jolle i havnen, har Poul Erik været der og assisteret med "Ole".
"Hvordan med havari eller andre ubehagelige oplevelser - kan du fortælle os om?" spørger jeg, og han fortæller. "I al den tid jeg har sejlet med skibet Ole, er der kun sket det, at jeg løb på grund på Rødsand en gang, og der kunne vi slæbes flot igen". Det er jo ikke mange uheld i alle de år. "Det viser jo værdien af en god skipper", siger jeg. Poul Erik kigger på mig over bordet med sin jyske lune - og siger ingenting.

Pension og finansloven
Poul Erik er nu gået på finansloven, som han udtrykker det. "Ole" blev solgt, og ligger i Købehavn, hvor den er ved at blive ombygget til husbåd. Så det er måske ikke det sidste, vi ser til den 112 år gamle kuf.
Det er med vemod, at den gamle hvide kuf ikke længere kan ses i horisonten - eller når den runder Skansepynten på vej i havn med lasten fuld af tang. I dag, når man ser ud over Østersøen, er der bare vindmøller og vindmøller, række efter række, så langt øjet kan se. Et stykke af Nysteds særpræg er slut - men vi, der har oplevet det, vil aldrig glemme disse ting!
- Jeg forlader Poul Erik, efter en hyggelig snak, og et minde rigere. Jeg tænkte tilbage på min egen barndom, som også "Ole" var en del af, når man, som jeg, altid har færdedes på havnen i Nysted. - Jeg er tænksom, da jeg begiver mig hjemad, om hvad jeg skal skrive i min artikel - også dette løser sig, tænkte jeg...

Jeg håber, at denne artikel har givet en god historie og tid til eftertanke.