Nysted Bådelaug investerer i ny øl- og sodavandsautomat

Af: Per Carstens
Ølmand for Nysted Bådelaug

I år er der blevet investeret i et nyt ølskab, da der ikke kunne skaffes reservedele til den gamle Scanoman automat længere. Den nye automat er et Sielaff skab fra Tyskland og har kostet 49.600 kroner i indkøb. Der skulle så tilkøbes et møntindkast til 7.500 kroner inkl. moms. Når alle rabatter er fratrukket, kom det til at koste 52.187,50 kroner inkl. moms.

Det købte møntindkast er en forholdsvis ny model, som leverandøren Cafax ikke var særlig kendt med. Der var mellem 10-12 servicebesøg før den kørte uden fejl, så lad os håbe, at automaten er fejlfri og vil virke i mange år ud i fremtiden.

Der er endvidere kommet et nyt ølmærke i automaten, nemlig Tuborg til en ti’er pr. stk., men ellers er der Maribo øl, som vi har haft i flere år til otte kroner pr. stk. Flere varianter af læskedrikke, som koster en flad femmer pr. stk. Vi har endvidere vin, spiritus og snacks, såsom flæskesvær og popcorn. Er man mere sulten, kan man købe en toast med ost/skinke eller en cowboytoast. Tilberedningen står for egen regning med den opsatte toaster i køkkenet.