Knud Rasmussens tidligere ekspeditionsskib Kivioq besøgte Nysted i august måned

Af: Richard Jensen
Redaktør af foreningsbladet Laugsnyt

KIVIOQ var den berømte danske polarforsker Knud Rasmussens sidste ekspeditionsskib. KIVIOQ blev bygget i vinteren 1932/33 og søsat og navngivet den 16. juni 1933. Første hjemhavn var København. Den 22. juni sejlede KIVIOQ med søløjtnant I. V. Tegner som skipper fra København mod Grønland, og ankom til Ammanssalik den 13. juli for at deltage i den 7. Thule-ekspedition.

Med KIVIOQ foretog Knud Rasmussen en række rekognoscerings-rejser langs den østgrønlandske kyst og nåede helt op til Scoresbysund. Senere medvirkede KIVIOQ ved optagelserne til filmen Palos Brudefærd. Efter Knud Rasmussens død i 1933 blev skibet købt af Geodætisk Institut og benyttet som opmålingsskib, efterfulgt af en række private ejere.

Herefter gik skibet i forfald og sank i havnen i Nuuk/Godthåb. Den daværende havnekaptajn, Knud Erik Møller, reddede skibet og bragte det til Århus.

Siden 2008 er skibet erklæret bevaringsværdig af Skibsbevaringsfonden. Fra 2011 og indtil i dag er Kivioq ejet af foreningen Kivioqs Venner, som i 2011 for første gang fik et lån af Skibsbevaringsfonden som støtte til skibets omfattende restaurering.

Data om Kivioq


Skibstype: Ekspeditionsskib
Byggeår: 1933
Materiale: eg/eg
Værft: K. Andersen Skibsværft, Frederikssund
Skroglængde: 52,00 fod = 15,85 m
Bredde: 14,50 fod = 4,42 m
Dybgang: 2,20 m
Bruttotonnage: 18,67
Motor: 180 HK Detroit, oprindelig: 71 HK Tuxham 2 cyl.

Hjemsted: Aabenraa Ejer: Foreningen KIVIOQS VENNER