Formanden håber at den opadgående kurve holder for fangster

Det er igen blevet sommer og bådene befinder sig atter i deres rette element. Og helt ærligt - en havn er nu engang pænest med masser af både i vandet. Det var sædvanen tro Arne, der sørgede for søsætningen (og denne gang var vejrguderne med os), hvorefter der var standerhejsning og hygge i klubhuset med de sædvanlige velsmagende retter, sild, skipperlabskovs og ost.

Siden sidste blad (nr. 56-dec.14) har der været afholdt flere kursusaftener og fester i klubben. Stor tak til festudvalget og kursuslærerne. Ligeledes vil jeg ikke undlade at nævne den ekstra arbejdslørdag (28/3-15), som bestyrelsen genindførte efter succesen i september. Denne gang mødte der 20 arbejdsivrige op, og sammen gav de klubben en grundig overhaling både ude og inde. Betalingen herfor var brød, øl og en enkelt snaps. Prøv at forestil Jer, at vi skulle have købt noget lignende "ude i byen". Samtidig med besparelsen i kroner og ører, er det jo netop den slags samarbejde der er med til at fastholde og bevare klubfølelsen.

Det er jo den samme form for sammenhold, som Smakkelauget oplever under deres klubaftener, hvor der bliver renoveret/vedligeholdt og ikke mindst hygget. Desværre er der nogen fra kommunen, der forsøger at begrænse deres udfoldelser, blandt andet ved at inddrage de fripladser, som var bevilget. Noget som oldermanden og andre fra Smakkelauget har indledt en kamp imod. Også her er det en hvis portion stædighed, sammenhold og arbejdsiver, som kommer til udtryk. Fra min side skal der kun lyde et stort "held og lykke" hermed.

Selvom der er kommet enkelte nye både til Nysted Havn er det ikke svært, at få fat på en bådplads, da der stadig er masser af pladser til rådighed. Hvilket efter min mening skyldes flere ting. Lad mig blot nævne, stigende kommunale priser på leje af pladser, samt begrænsninger i fiskeriet. Jeg kan kun håbe på, at min optimisme vedrørende fangsten sidste efterår viser sig at slå til, og fangstkurven vil fortsætte opad. Der er i hvert fald landet rigtig mange ørreder, men sildene og hornfiskene har drillet ved deres fravær.

Slæbestedsudvalget har næsten afsluttet deres opgave, der er lagt nye skinner, og lavet en helt ny vogn, nu mangler der bare "noget lavvande" ifølge Troels Jørgensen, så det kan undersøges, hvorfor vognen ikke kører helt optimalt.

Til sidst. Spørg altid:
Hvad kan jeg gøre for min klub, og ikke hvad kan klubben gøre for mig.