”There is a Dogshit in my garden”

- eller er det glemsomme hundeejere?

Af Richard Jensen
​Fritidsfisker
 
Et stigende problem i byens gader og på stejlepladsen ved Bådelauget er hundens efterladenskaber. Er det hunden eller hundeejeren, der skaber problemet?
 
Fritidsfiskerne, der er brugere af stejlepladsen til tørring af fiskeredskaber, får smurt deres fiskegarn, ruser, støvler og olietøj ind i hundens efterladenskaber.
Det er hundeejeren, der vender ryggen til og får sig et kig ud over noret, mens hunden krummer ryg. Det ser vi tydeligt gennem vinduerne fra Bådelauget, eller når vi opholder os i skurene. Efter dansk lov er det hundeejerens pligt at samle op efter sit kæledyr og ikke viderebringe rengøringen til sine medborgere. Endvidere skal hunden jo holdes i snor. Det kunne være med til at mindske problemet med, hvor hunden sætter sig og krummer ryg. Problemet ses ikke kun på og omkring havnen, men også i byens gader, private haver og græsplæner.
Hvorfor vil man have hund, hvis man ikke gider gøre rent efter den? Det må bestemt være et tegn på dumhed og dovenskab. Hvorfor medbringer man hundeposer, når man ikke gør brug af dem? Tag dog så den hundepose op af lommen og saml op, og ikke belemre andre mennesker med et problem, fordi man vil have et kæledyr.
Jeg har ikke selv kæledyr, men er bestemt ikke hundehader, og hvis jeg havde lyst til at samle hundelorte op, havde jeg selv anskaffet mig en hund.