Varmegrader og tider, skrevet op på trækonstruktionen under barkningen sidste år, hvor man barkede sejl til Middelaldercenteret. Foto: Richard Jensen

Det maritime udvalg arbejder på at blive klar til årets Hajkutter Festival

Den 21. maj 2015 afholdte Det Maritime udvalg et planlægnings- og koordinerende møde i bådelaugets lokaler. Efter at udvalgets nye medlemmer blev budt velkommen, gik vi i gang med at fordele gøremålene for den kommende sommersæson. De nye medlemmer er Alex Jensen, Richard Jensen, Sven Erik Hauberg og Thomas Aagaard.

Først skal der ryddes op omkring barkkedlen, som skal pudses og kalkes, soklen skal tjæres og trækonstruktionen trænger nogle steder til at blive strøget igen med trætjære. Dette arbejde bliver udført i midten af juni måned.

Igen i år, vil vi barke i forbindelse med Hajkutterfestivalen i den første uge af august. Ca. 3 uger før, vil jeg hænge et vagtskema op i Bådelauget, som man kan skrive sig op på. Vi håber, at medlemmerne støtter op om arrangementet som i de foregående år og at vagtskemaet hurtigt bliver udfyldt. Vi begynder mandag eftermiddag den 3. august og afslutter næste dag ved middagstid.

Til sidst talte vi om sømærket, som står ved indsejlingen til Nysted Nor. Det er i en forfærdelig stand og kommunens løsning på problemet er enkelt og fattigt - med andre ord, trues det med at blive sløjfet.

Vi mener, at sømærket er et meget vigtigt element såvel i landskabet som i stedets historie og vi vil derfor prøve at redde det. Vi vil undersøge, om det kan lade sig gøre at renovere det og dermed bevare det for eftertiden. Derfor aftalte vi, at et hold fra udvalget ville besigtige det allerede i slutningen af maj. Der skal tages stilling til omfanget af restaureringsarbejdet og søges om økonomisk støtte til at udføre det.

Måske kommer min næste rapport fra sømærket!

Enikö Wiberg
på vegne af udvalget som arbejder for bevarelsen af
MARITIME KULTURHISTORISKE ELEMENTER på havnefronten i Nysted