Standerhejsning den 2. april 2016

Kære medlemmer. Så er vi atter samlet for at få hejst vores stander. Igen er der gået et halvt års tid siden Tommy kravlede op og strøg standeren. (den 31/10-2015) Jeg ved ikke om det er på grund af min alder, men jeg synes, at tiden er gået utrolig hurtigt.

Standerhejsningen markerer jo, at vintersæsonen er forbi, og at  fiskeriet samt lystturene så småt begynder.

Sædvanen tro har Arne igen sørget for, at bådene er tilbage i deres rette element. Et syn, som kun kan glæde alle mennesker, der færdes her ved Nysted Havn.

Desværre blev der stjålet 3 påhængsmotorer fra medlemmer af vores klub for en lille uges tid siden. Det er altid trist, når man bliver udsat for sådanne hændelser.

Vi håber på en god sæson, både angående fisk, fester og almindeligt socialt samvær.

I vintersæsonen er der kun blevet landet cirka halvt så mange ørreder som sidste år, kun 30 sild samt ganske få aborrer og fladfisk. Dog har BRYLLE, som er begyndt at kalde området for ”Det døde Hav”, fanget en ål.

Vi håber selvfølgelig ligeledes, at vi igen i år undgår alvorlige uheld i forbindelse med fiskeriet, samt godt vejr så der bliver  muligheder for hyggesejladser.

Lauget har jo sædvanen tro ikke ligget stille siden standerstrygningen i oktober. Udover det almindelige hyggelige samvær i Bådelauget, har der været afholdt (lad mig nævne), Julegløg og hygge, Nytårsaften, Nytårsfrokost, Rusesyning og splejsning , Arbejde på Smakkerne. Tak til bestyrelsen for et godt samarbejde, tak til vores frivillige undervisere og tak til vores ”festlige udvalg”.

På Generalforsamlingen blev hele bestyrelsen genvalgt, så mon ikke alt fortsætter, som det plejer. På Generalforsamlingen blev der nedsat et ”Værkstedsudvalg”, som har et års tid til at komme med forslag til: ”Hvad skal det bruges til fremover”. (vi overtager det december 2017).

Bestyrelsen har allerede planlagt følgende arrangementer:

Pinsemorgen den 15. maj.

Hornfiskekonkurrence 21. maj.

Men som altid hold øje med vores hjemmeside, læs ”laugsnyt”, og følg med på opslagstavlen.

Før vi går ind og spiser skal vi selvfølgelig have hejst standeren, og udråbe et leve for Nysted Bådelaug.

LÆNGE LEVE NYSTED BÅDELAUG