nysted smakkelaug

Hele arbejdsholdet der har stået for renoveringen af smakkebåden "Hanne".

Nysted Smakkelaug søsætter endnu restaureret jolle som man har arbejdet på gennem vinteren

Af Richard Jensen
Oldermand for Nysted Smakkelaug

Nysted Smakkelaug søsatte jolle nummer to. En Kertemindejolle, der har været under renovering i vinteren 2013-2014, som lauget købte sidste år, hvor vi modtog 10.000 kroner i støtte fra Sydfynske Dampskibsselskabs Fond til hjælp af indkøb af jollen, som dog ikke var nok, da den kostede 14.000 kroner.

Den blev søsat og døbt lørdag den 14. juni 2014 kl. 10.00 under en lille ceremoni på havnen ved Nysted Bådelaug. Der var ca. 30 fremmødte personer inkl. Smakkelaugets medlemmer.

Hanne Hauberg er "Gudmoder" og navnesøster for jollen, som naturligvis blev døbt "Hanne". Hanne er det første kvindelige medlem i Smakkelauget, og fik derfor æren at sende jollen ud i sit rette element med alt godt i fremtiden på søen.

Der var pyntet op med signalflag og smakkejollerne havde fået hejst deres sejl i dagens anledning. Man kunne efterfølgende nyde et stykke kransekage, en øl og et glas rom i det noget blandede vejr. Kransekagen var hjemmebagt af Hanne.

Lauget har brugt cirka 700 arbejdstimer på renoveringen, og kan nu tage et velfortjent hvil. Man skal jo også have tid til sejle med jollene i sommerperioden.