De lækre, sprødstegte ål blev stegt af Alex Jensen og Arne Andersen. 8,6 kg blev tilberedt i vores noget utraditionelle feltkøkken.

Der var stegte ål på menuen til sæsonafslutning

Torsdag den 22. oktober var datoen for afslutning på sejlersæsonen i Nysted Smakkelaug.

15 medlemmer deltog i spisningen. Alex Jensen og Arne Andersen havde stegt 8,6 kg ål, lækre og sprøde. Anne Svendsen rørte persillesovsen sammen og Hanne Hauberg sørgede for, at kartoflerne var skrællede og kogte. Oldermanden havde sørget for diverse indkøb til middagen.

Ikke mange ål til  stegning
Ålen er i stærk tilbagegang, og var derfor samlet sammen gennem en længere periode af Alex, Richard og Svend, som alle lyder navnet Jensen. Størrelsen på de fangne ål er for størsteparten til røgning og kun cirka 5 % til stegning.

Mange ål under tilladt mål
Ål under mål, som er fanget i vores rejegarn, er dog i fremgang. Nogle gange op til 24-25 stk. pr. garn. Ålene er fra Dansk Amatørfiskerforenings åleudsætningsplan fra de sidste par år. De er dog under det lovlige mål, og skal genudsættes. Men dejligt, at vi kan se, de bliver i området, hvor de er blevet udsat. Der er blevet udsat 4.000 stk. i Nysted området i år. En stærk reduktion i antal, da de fleste ål bliver udsat i ferskvand, hvor de har bedre betingelser for at overleve, indtil de trækker ud i saltvand, oplyste Dansk Amatørfiskerforening.