Dampmaskinen til Frigga er klar:
Til Hajkutter Festival i røg og damp
Leif Nielsen, kendt af de fleste som "Salle", der også er medlem af Nysted Bådelaug, har arbejdet de sidste par år, sammen med resten af bestyrelsen af Friggas Venner, på at skaffe kapital til at renovere og fremstille den nye kedel til Frigga.
Foreningen Friggas Venner er stiftet den 16. september 2013, og formålet er at tilbageføre dampbåden til hendes oprindelige stand.
Først lidt om Frigga
Frigga blev bygget som yacht i 1909 i Nottingham, England, til en rig bankmand. Som nybygget fik hun ilagt dampmaskine og blev døbt Lady Dora.
I 1934 fik hun monteret dieselmotor og endte i Danmark omkring 1960.
Frigga var i 1940 med til at redde de engelske soldater ved Dunkirk i Frankrig - et af de største slag under 2. verdenskrig, som man enten husker eller har læst om i historiebøgerne.
Det kan nævnes, at Frigga var indskrevet som inspektionsskib i den britiske flåde i 1940 og lå i Dagenham. Man mener, at Frigga skulle være det eneste af de små skibe i operation Dynamo ved Dunkirk, som endte i Danmark.
Friggas Venner er blevet kontaktet af Erik Werner Andersen, som er søn af den første ejer af båden i Danmark, Kaj Werner Andersen. Erik er nu bosat i Australien og følger Friggas istandsættelse med stor interesse og glæde.
Istandsættelse
Istandsættelsen skal foregå i samarbejde med elever fra MultiCenter Syd, der er beliggende i Nyk. F.
Der opstod en forsinkelse på det arbejde, der skulle laves på Rødby Havn Bådeværft, da der var et skib, som skulle have udført en større reparation end forventet.
I juni 2015 blev der endelig plads til Frigga på Rødby Havn Bådeværft. Det er rigtig gode nyheder for det videre forløb.
Frigga er tømt for alt inventar, som ikke er originalt, og vi er i gang med at afrense for gammel lak- og malingrester.
LF Kedlen
Friggas Venner har nu, efter halvlandet år med tegninger og beregninger, endelig fået produceret og godkendt kedlen under navnet LF Kedlen. Kedlen er CE godkendt af Inspecta Denmark A/S med godkendelsesnummeret 1727.
Kedlen er tegnet, beregnet samt fabrikeret på frivillig basis. Der er brugt ca. 300 arbejdstimer og det har kostet ca. 70.000 kroner. Normalprisen for kedlen ligger et sted omkring 300.000 kroner.
Rettighederne til produktion af LF Kedlen har Friggas Venner, og den er blevet produceret på Lolland-Falster af lokale firmaer.
Skulle man have interesse for denne kedel, kan man henvende sig til Friggas Venner. Kedlen er designet som opretstående dampkedel, men kan også bruges til andre formål.
Produktion af LF Kedlen
29. november 2014 begyndte Friggas Venner og smedene fra BM Steel Construction at gøre klar til at svejse kedlen.
Den blev trykprøvet med koldt vand op til 15 bar den 17. januar 2015 af Inspecta og har fået godkendelsesstemplet CE.
Midt i oktober blev dampmaskinen hentet i Mora, Sverige. Efterfølgende har Friggas Venner besøgt konstruktøren, hvor man også købte en ny skrue til Frigga, specielt fremstillet til maskinen.
Leif "Salle" Nielsen er yderst tilfreds med service og hjælp fra de forskellige leverandører og lokale firmaer.
Kilde: Friggas Venner