Sven Erik Hauberg på plads bag sit skrivebord på havnekontoret. Foto: Richard Jensen

Nysteds havnefoged takker af:

Vil nu nyde sit otium og overlader roret til ny mand

Efter næsten 24 år som Nysteds havnefoged stopper Sven Erik Hauberg sit virke og går på pension.

Det har været en dejlig tid med masser af opgaver og mange spændende og flinke mennesker, der har besøgt havnen, også nogle der lige skulle have en snak under deres gåtur, eller måske bestille en bådplads i havnen.

Der har jo gennem årene været flere kendte sejlende turister, der har besøgt havnen i Nysted, fortæller Sven Erik Hauberg. Mærsk Mc-Kinney Møller besøgte havnen gennem flere år med sin store sejlbåd, de senere år i Bandholm, da den nye båd ikke kunne gå ind i Nysted på grund af vanddybden. Sangeren og sangskriveren Roger Whittaker har også besøgt os i Nysted med sin sejlbåd.

Det har været en spændende tid med flere store ombygninger på havnen. Krusells Mole, der blev udbygget for flere år siden og selve ombygningen og renoveringen af havneområdet i 2012, siger Sven Erik fra sin plads bag skrivebordet. Væggene er prydet af utallige fotos, tilsendt af tilfredse turister, der har besøgt havnen, nogen er fra den tidligere havnefogedes tid, siger han.

En af de andre specielle ting jeg har fået til opgave, der ikke specielt hører med til jobbeskrivelsen på en havnefoged, var en bestilling på en gravsten til et ægtepar, der havde besøgt havnen gennem mange år. Det var konen der var død, og skulle nu have en gravsten med indgravering af en drivkvase. Ingen opgaver er for store eller små. Det blev klaret til alles tilfredshed. Man må jo yde en vis service over for de sejlende turister.

Der er også flere, der i disse moderne tider, bliver askespredt på havet. Flere af disse opgaver har jeg også taget mig af. Der er efterhånden mange, der ikke ønsker et gravsted, som familien er tvunget til at passe.

Tiden med kassebøger og pengene i cigarkasser var dog noget nemmere end det er i dag, hvor alting skal lægges ud på edb, har gjort det lidt vanskeligere og mere tidskrævende, når man ikke ligefrem har fået den nye teknologi ind i blodet, som ungdommen har i dag, men er noget jeg har måtte lære gennem tiden. Det er dog lykkedes nogenlunde, siger Sven Erik med et lille smil.

At gå sin morgenrunde, specielt om sommeren når der er mange sejlende turister, for at tjekke om alle havde betalt for en overnatning, som de i dag selv står for via betalingsautomaten, ophængt ved havnekontoret. Før i tiden gik jeg en rundtur på havnen med min "Prygelknabe", en lille rundstok der passer i lommen hvor tommelstokken kan sidde, og gav et par små slag på søgelænderet, hvis de endnu ikke havde betalt deres havnepenge. Det er da sket, at nogle er sejlet uden at betale, inden jeg gik min morgenrunde, men så ringede man og advarede den nærmeste havn. Det kunne hænde, at der blev ringet fra en anden havn, hvis nogle var stukket af fra regningen, siger Sven Erik.

Jeg har også, for 12 år siden, været med til at starte "Foreningen af lystbådehavne i Danmark", sammen med en del andre havnefogeder, beretter han. Foreningen blev døbt FLID. I’et burde egentlig have været et lille anker, men det findes desværre ikke på redaktørens tastatur.

Sven Erik fylder 75 år den 28. januar 2019. Den sidste arbejdsdag blev den 28. oktober 2018, hvorefter der skal holdes en lang velfortjent ferie samt en masse timer der skal afspadseres. Den 31. januar 2019 er det slut og en endnu længere ferie venter forude.
Fritiden skal bruges på rejser, familien og mine hobbyer, siger han. Jeg spiller jo stadig med i Jazz Onklerne og i et 24 mands orkester der hedder Senior Orkesteret, der spiller andet end jazzmusik.

Vores sejlbåd "Havfruen", skal også have lidt mere opmærksomhed i fremtiden, måske med nogle enkelte sejlture rundt om i Danmark sammen med fruen, og så er der jo Nysted Smakkelaug, hvor jeg er ceremonimester. Vi renoverer joller en stor del af vintersæsonen. Hyggeligt, med mange gode historier fra nær og fjern og masser af værkstedshumor. Der skal også sejles lidt med smakkejollerne, når vejret tillader det. Resten af tiden skal nok bruges i mit lille værksted på hjemadressen i Fiskergade, slutter Sven Erik af med at sige.

-red.