Bådelaugets medlemmer på skiftehold:

Det maritime udvalg barkede sejl til spejlbåd

En af årets barkninger var under Hajkutter Regattaen i august måned. Smakkelaugets nye spejlbåd er udstyret med bomuldssejl, der trængte til lidt syning af diverse lig, men også til at få imprægneret de ældre bomuldssejl.

Mandag middag blev ovnen tændt og barkelagen hældt i. Når den opnåede en tilpas temperatur blev sejlene lagt i barkelagen. 22 timer skulle det helst ligge i lagen med en temperatur på mellem 62-67 grader, og så skulle der røres hvert kvarter.

Frivillige medlemmer fra Nysted Bådelaug blev opdelt i fem hold, der skulle holde gryden i kog natten igennem.

Barkovnen fik en mindre vedligeholdelse i forsommeren, da der var kommet et par skader i vinterens løb. Det er Nysted Murerfirma, der har været sponsor for mørtel og Frilandsmuseet i Maribo har leveret kalken. Industri & Håndværkerforeningen i Nysted sponsorerede det uundværlige og kostbare catechu pulver, der er udtræk af barken fra akacie træet.