Udsætning af 4.000 stk. ål gennem Dansk Amatørfiskerforening

Af Richard Jensen - Redaktør af Laugsnyt

Torsdag den 23. juli 2015 blev der i samarbejde med Dansk Amatørfiskerforening, udsat 4.000 stykker opdrætsål ud i farvandet syd for Nysted. Nu gælder det om at give ålene de bedste betingelser for at kunne overleve, netop ved at finde et sted, hvor bundforholdene gør det muligt at skjule sig i tangen, og hvor den har let adgang til føde. Det er svært at gemme sig for skarven og sortmundede kutlinger, som tager deres del af fiskeyngelen.

Den europæiske ål:
(Anguilla anguilla), også blot kaldet ålen, tilhører gruppen af ålefisk Anguilliformes, der kendetegnes ved en slank slangelignende form og små brystfinner. Den er én blandt 18 arter i familien Anguillidae. Ålen er katadrom, det vil sige at den udklækkes i saltvand, lever det meste af sit liv i ferskvand og vandrer tilbage til saltvand for at gyde. Normalt når voksne ål en størrelse på 60-80 cm, men i særlige tilfælde kan de nå op til 150 cm. Den findes i vandløb, floder og søer langs Europas og Nordafrikas kyster.
Den europæiske ål har en særpræget livscyklus. Den migrerer omkring 6.000 km fra dens gydesteder i Sargassohavet syd for Bermuda-øerne til dens levesteder i Europa og Nordafrika. Livscyklussen har seks stadier: Æg, larver (leptocephali), glasål, gulål, blankål og gydeål.

Æggene klækkes og larverne kaldes for Blommesæklarver, da blommen stadig er deres næringskilde. Når blommesæklarverne selv begynder at indtage føde, går de til Larvestadiet. Larverne betegnes Leptocephali, da man tidligere troede, det var en selvstændig art ved navn leptocephalus brevirostris. Leptocephali er transparente (gennemskinnelige) og har form som et pileblad. Alt tyder på, at de indtager næring fra plankton, men det er ikke bevist. Larverne driver med Golfstrømmen og den nordatlantiske strøm til Europas og Nordafrikas kyster, hvor de forlader deres pelagiske eksistens og søger op i vandløb og floder. Driften tager mellem 1-2 år og når en længde på cirka 75 millimeter. Her overgår de fra larver til glasål, der stadig er transparente, men deres pigmentering udvikles så småt. De første tegn på knoglestruktur bliver synlig. Ålene ændrer i dette stadium fødevalg til at omfatte små insektlarver og orme. Glasålen er yderst lysfølsom på grund af dens manglende pigmentering. Glasålen bliver til gulål. Den lever som gulål i 6-16 år, det vil sige det meste af livet. I det stadium lever den af insekter, orme, bløddyr og mindre fisk. Det er vigtigt for den at lagre store fedtreserver, da den ved overgang til blankål påbegynder rejsen mod Sargassohavet og mister evnen til at spise og således ikke indtager føde undervejs. Blankålstadiet er interessant, da ålen gennemgår markante fysiologiske ændringer. Ud over at stoppe sit fødeindtag begynder den udviklingen af reproduktion og evnen til at vandre fra ferskvand til saltvand. Når fisk udsættes for et sådant skift, skal de ved hjælp af interne mekanismer afbalancere saltet i deres organisme. Det gør ålen ved osmoregulering. Det sidste stadium i den europæiske åls livscyklus er gydeål. Det er i dette stadium, ålene når deres gydepladser i Sargassohavet. Det er ikke veldokumenteret, da man mister sporet af ålene under deres tur til hertil. Når ålene har gydet kommer de ikke tilbage. De har ikke kropsfedt nok til den lange tur tilbage imod strømmen og de kan ikke spise, fordi deres tarm ikke fungerer. Så ålene dør - de lægger kun æg én gang i deres liv.

Bestemmelse af gydepladser:
Der er forsket intensivt i de tidlige stadier af ålens liv, men et eksakt gydested er endnu ikke bestemt. Det er på baggrund af den danske havbiolog Johannes Schmidts opdagelser tidligt i 1900-tallet alment accepteret, at han kom tæt på gydestedet. Johannes Schmidt sejlede med skibet Dana i Atlanterhavet og indfangede "Leptocephali’’. Han kunne ud fra størrelsen på larverne få en idé om, hvornår han var tæt på ålens gydested. Hans observationer førte ham til Sargassohavet. Yderligere undersøgelser har bekræftet, at det er det tætteste, vi er kommet på larver, der stadig har rester fra blommen på sig.

Anguillicola
Derudover er svømmeblæreparasitten Anguillicola crassus blevet påført den europæiske ål fra Japan gennem menneskelig aktivitet. Anguillicola crassus, der er ufarlig for den japanske ål, Anguilla japonica, hæmmer funktionen af den inficerede åls svømmeblære og kan resultere i massedød hos den europæiske ål.

Lovgivning:
I 2007 udfærdigede Den Europæiske Union en samling regulativer, der kræver, at medlemslandene opstiller en aktiv plan for bevaring af ålen. Hovedmålet var at mindske menneskeskabte miljøpåvirkninger i dens levesteder, overfiskeri m.m. Unionen tilstræber, at opnå en migration på mindst 40 % af, hvad det estimerede antal var før populationens nedgang. Antal individer, der når fra vandløbene og tilbage i havet, skal forhøjes. På den måde er håbet, at stoppe den negative tendens, hvor rekrutteringen af glasål er faldende, grundet mindsket blankåls-migration. Danmark og EU's andre medlemslande har udarbejdet en genopretningsplan for den europæiske ål. Målet er at øge mængden af blankål der søger fra ferskvand mod Sargassohavet for at gyde. Den 1. juli 2009 blev der gennemført en række stramninger på området inden for erhvervsfiskeri af ål. Siden den 31. december 2012 har det bl.a. resulteret i:

  • Reducering af kommercielt fiskeri
  • Begrænsning af fritidsfiskeri
  • Genudsætnings-foranstaltninger
  • Strukturelle tiltag der forbedrer levestederne i floderne og gør det lettere for ålen at passere, samt andre miljømæssige tiltag
  • Transport af blankål til steder hvorfra de frit kan svømme til Sargassohavet
  • Midlertidige ophold i turbiner i vandkraftværker

Akvakultur:
Opdræt af den europæiske ål i akvakultur startede for ca. 30 år siden. Ålefarmere indfanger og anvender glasål, da de af flere grunde giver det mest effektive resultat. Næsten alle indfangede ål tager under de rigtige omstændigheder føde til sig umiddelbart efter anbringelse i fangenskab.

Føden er typisk børsteorme eller torskerogn. Glasål har en høj adaptionsevne. Det udnyttes til gradvist at udskifte den primære fødekilde med kunstigt foder. Det kan være foderpiller med megen energi. Glasål i akvakultur har også den fordel, at de generelt bærer færre parasitter og sygdomme end ål i mere udviklede stadier. Derudover kan de leve på meget lidt plads. Der går omkring 2,5 kg glasål til opdræt af 1 ton voksne gulål i den europæiske akvakultur. Et kilo glasål er mellem 2800 og 3300 individer.

I 2008 blev der fanget omkring 150 tons glasål over hele Europa, hvoraf ca. 100 tons gik til akvakultur og resten til konsumering eller genudsætning (Nielsen, 2008). Et problem for akvakulturen er, at den europæiske ål ikke gyder i fangenskab, og derfor må ål fanges til akvakultur. Da der endnu ikke er fundet æg fra den europæiske ål i naturen, indfanger man glasål og opdrætter dem.