Smakkejollen trænger til en kærlig hånd, men er ellers frisk i planker og spanter. Mast og sejl skal fornyes, da de ikke fandtes på stedet. Foto: Richard Jensen

Smakkelauget trækker igen i arbejdstøjet:

Endnu en smakkejolle bliver renoveret og bevaret af Nysted Smakkelaug

Smakkelauget har erhvervet en ældre træjolle med forskellige mangler, blandt andet mangler der dørk, mast og sejl, som ikke forefandtes hos den tidligere ejer.
Den er bygget af lærk på ege, og er frisk i træværket, bygget omkring 1930’erne, men der har ikke kunne skaffes flere oplysninger om båden, andet end at den oprindelig stammer fra Helsingør.
Den er målt til 18,5 fod i længden og 2 m i bredden og skal renoveres af Smakkelaugets dygtige folk i vinterhalvåret, og skulle gerne være sejlklar til foråret, når sejlersæsonen starter i april måned, oplyser oldermanden for Smakkelauget Richard Jensen.
Udgifter til dørk, mast og nye sejl skal hentes via fondsmidler, når de indhentede priser for renoveringen foreligger. Sejlene skal igen i år syes hos Sejlmager Hansens Eftf. i København. Det er ikke afgjort om det skal syes af bomuld eller af kunstfibre, som er mere holdbart.
Renoveringens samlede beløb er blevet anslået til omkring 20.000 kroner.
Har man nu brug for en ekstra smakkejolle, spørges der? Nej, - Men det er meningen, at en af de joller som er blevet renoveret, skal afhændes til en ny ejer. Det kunne være dejligt, om den fortsat kunne bliver liggende i Nysted Havn.
Udgifterne skal helst ligge i det leje, hvor de er nu, siges der fra Smakkelauget.
Den første november modtog Nysted Smakkelaug 10.000 kroner af Thorkild Høeghs Mindelegat, til indkøb af de tre sejl som skal bruges til denne nye jolle.
Det er dejligt, at denne fond igen betænker os med et beløb der muliggør, at vi fortsat kan istandsætte joller, siger Richard Jensen fra Nysted Smakkelaug.

-red.