Grundstødninger med få overlevende:

Orlogsskibene Sct. George og Defenders forlis i 1811

Af Ib Schelde, Køge

Ud for Nysted og omliggende fiskerlejer i sydlig retning ligger Rødsand, som er en kilometer lang overskyllet sandrevle, om-kring 10 kilometers afstand fra kysten. Længere østover brydes revlen af en sejlrende. Endnu længere mod øst er revlen tør, og her har sæler holdt til i generationer til fiskernes store irritation.

I daglig tale har vi kaldt revlen for "Sandet". Det er som om, at kystfiskerne i lange tider har slået sig til tåls med fangsterne inden for Sandet.

Ål, rejer og fladfisk kunne afsættes til opkøbere og en mindre del til byens borgere. Opkøberne afregnede kontant, og kun få fiskere troede på, at Tivolis gæster betalte en almindelig ugeløn for et stykke franskbrød med de lækre fjordrejer.

Kun enkelte kuttere drog ud på det dybe og satte sildegarn. Stor var glæden, når kutterene kom i havn med dækslasten bugnende af sild. Alle fra vores kvarter kom med kurve, gryder og spande for at få skovlet de blanke sild op for næsten ingen penge. Dækslasten skulle væk.

Opskrifterne var talrige: Kogte ferske, grønsaltede, syltede, stegte og ikke mindst saltede sild til vinterens forråd. Kun få kendte opskriften på kryddersild, og på grund af frygten for forgiftning, undlod man at eksperimentere med disse opskrifter.

Sandet kræver sine ofre
Som drenge fik vi at vide, at en grundstødning på den dybe side af Sandet var ensbetydende med forlis. Skibet blev simpelthen suget fast i revlen.

En sommerdag kom et par fiskere til Sandet for at tilse deres garn og ruser. En ældre spidsgatter var gået på grund. Bommen var firet ud og sejlene slog i den lette vind. De gik om bord på sejleren. Ingen besætning, ingen redningsveste, men kun resterne fra et måltid. Fiskerne gættede på, at en sejler havde samlet besætningen op. Hvis nogen savnede båden, kunne de komme med en motorbåd og trække spidsgatteren fri.

Nogen tid senere kom en fisker ud gennem Noret og så i øjenkrogen noget ligge i vandet. Han fandt en kvinde i redningsvest. En nærmere undersøgelse viste, at der var tale om et lærerpar fra Kiel, der havde lejet båden. Man fandt aldrig manden.

Forliset på Vestkysten
I efteråret 1811 kom tre engelske krigsskibe, anført af admiralskibet Sct. George, i kamp med det sidste fartøj af Napoleons allierede. En storm fra sydvest standsede kamphandlingerne og tvang den engelske eskadre vestover.

Da Sct. George nærmede sig Rødsand har man set brændingen. Et anker blev kastet. Det store skib vendte stævnen mod vinden - men for sent. Roret blev simpelthen hægtet af. Et nødror blev rigget til, og da vinden løjede af, begav de sig sønden om Gedser Rev. De sejlede gennem Øresund til et værft i Gøteborg.

Henimod jul henvendte kaptajnerne sig til admiralen og foreslog, at man kunne være hjemme til jul, hvis man snarest lettede anker. En storm fra vestlig retning var imidlertid under opsejling.

De tre skibe krydsede op mod Norge, tilbage mod Danmark og mod Norge igen.

Det store spørgsmål var nu, om man var fri af den danske vestkyst. Det var man ikke.

Det tro følgeskib Defender ville komme det store skib til undsætning, men gik, som det første fartøj, på grund nord for Thorsminde, juleaftensdag om formiddagen. Orlogsskibet Sct. George fulgte snart efter.

Det blev det største skibsforlis i Danmark nogensinde. Godt 1.700 omkom. Færre end tyve overlevede.

På Thorsminde Museum kan man se mange bjærgede genstande fra forliset, hvor også en model af Sct. Georg befinder sig, som det ses på billedet på modsatte side.

Konklusionen
Alt i alt er det mit indtryk, at de ledende officerer på de tre engelske krigsskibe var dårlige søfolk - bundet af den tids tunge og firkantede regler i den engelske flåde. Hvis et besætningsmedlem, der havde kendskab til den jyske vestkyst, havde foreslået nogle flere kryds ud i Nordsøen for at lægge afstand til kysten, var han blevet hængt fra rånokken.

De tre krigsskibes opgave havde været at ledsage et større antal handelsskibe, der skulle drive handel i den østlige del af Østersøen. Det gik som bekendt anderledes. Handelsskibenes besætninger var garvede søfolk uden bindinger til meningsløse kommandoveje. Under stormene havde de søgt læ ved den svenske østkyst. Alle handelsskibene nåede velbeholdne hjem med deres last.

Da havvindmølleparken syd for Rødsand skulle opføres, opgravede man det oprindelige ror til orlogsskibet Sct. George. Det vejede henved 11 ton.

Desværre ved jeg ikke, om roret blev bragt til Thorsminde Strandingsmuseum.