På togt med inspektionsskibet ”Vædderen” til Færøerne, island og Grønland

Af Alex Jensen, Nysted
 
I denne artikel vil jeg fortælle om en sejlads under en orkan på en af mine rejser til Grønland, under min tid som konstabel i Det Danske Søværn på inspektionsskibet ”Vædderen”. En rejse, der normalt tager en uges tid, men blev til mange flere dage end beregnet.

De islandske håndskrifter
Jeg påmønstrede ”Vædderen” på Flådestation Holmen i 1973. Den første tur skulle gå til Reykjavik på Island for at overbringe Flatøbogen, som var en del af de omtalte islandske håndskrifter, som efter mange år skulle leveres tilbage til det islandske folk. Inden afsejlingen skulle flere prominente personer tages ombord på Langeliniekajen under stor festivitas. Jens Otto Krag, Aksel Larsen og Karl Skytte var nogle af dem, som skulle med. Turen gik fint med godt vejr og rolig sø det meste af vejen. Flatøbogen blev overdraget under en stor fest i Reykjavik. Den første del var kommet tilbage til de rette ejere, - senere blev den resterende del af de Islandske håndskrifter returneret i 1997.

Hjemsejladsen blev udsat
Senere på togtet skulle havet vise sig fra en helt anden side. - Det, vi kalder for ekstremt dårligt vejr. På det obligatoriske ophold på Færøerne, hvor vi skulle opretholde 3 sømil fiskerigrænse til Færøerne samt være redningsskib for fartøjer der kom i havsnød, var i hele forløbet på 3 måneder gået stille og fredeligt med forholdsvis godt vejr det meste af tiden.
Vi skulle afløses af et af de andre inspektionsskibe og sejle hjem til Flådestationen i København. Det kom ikke til at være sådan - ”Fylla” afløste os på Færøerne, men inspektionsskibet på Grønland, jeg husker ikke om det var ”Ingolf” eller ”Hvidbjørnen”, var havareret, og skulle sejle hjem for reduceret kraft. Vi fik ordre på at forhale til Grønland, indtil der atter var kommet et skib frem. Det var netop på denne tur, at havet skulle vise sig for det, som jeg kalder ”fra sin værste side”.
Afgangen fra Thorshavn startede fint med godt vejr. Dengang havde man ikke de samme muligheder som i dag, hvor DMI kan forudsige nøjagtige vejrmeldinger en uge frem, - vi havde kun vore egne vejrkort, som kunne hentes på fax og skulle tydes og bedømmes af den øverste skibsledelse - somme tider med en hel del misvisning.

Orkanen viser tænder
På vej ud af Danmarksstrædet og 200 sømil syd for Kap Farvel (Sydspidsen af Grønland), kom orkanen som en mur imod os. Farten blev reduceret, for at der ikke skulle ske skade på skibet. Vejret blev voldsommere og vi kunne ikke holde fart - dette kaldes for at ligge underdrejet, hvor stævnen holdes lige mod 10-12 meter høje bølger og farten er 0 knob. Vejrmeldingen fra Grønlands radio lød for Kap Farvel, vindstyrke over 12, efter den gamle Beauforts skala (32,7 - 50 s/m efter ny skala) og sne. Det skulle vare ved en uges tid. Det var ikke lyse udsigter for dem, som ikke tålte søen, og måtte ligge syge i køjen, iført redningsvest og et reb bundet om livet, for ikke at tørne ud fra overkøjen, når de voldsomme søer kom. Jeg selv havde maskinrumsvagt det meste af tiden, for både mig selv, og for dem, der ikke kunne passe vagten pga. søsyge. Jeg fejlede imidlertid intet - på nær de blå mærker og brændemærker fra de varme olierør i maskinrummet.

Stormsuppens indtog
Jeg husker, at under indtagelse af den daglige middag, som bestod af stormsuppe til forret, (en uforklarlig lunken, grå væske med grønne ærter og små stykker gulerødder). Hovedretten var i mange dage, hjerter i flødesovs, på dåse, og hertil grøn saftevand (rævepis), som var standard i søværnets skibe. Vi, der var friske nok, drillede dem som ikke var i fuld vigør, med at: - Fire mand skiftedes til at spise af den samme tallerken, når tallerkenen kørte forbi på bordet, som stod på tværs af de voldsomme søer.

Der stormsikres
Efter en uge besluttede skibsledelsen at vende skuden og gå med uvejret, så man fik en mere rolig gang i søen, men beslutningen om at give ordre til rorgængeren om at vende skuden, var svær at tage i det voldsomme vejr. Lægges et skib på tværs i høj sø, kan det gå helt galt - og det gjorde det næsten også. Skibet blev skalket og lukket vandtæt, inden den voldsomme manøvre. Alt var surret fast, dog undtaget maskinkontrolrummet, hvor jeg opholdte mig. Der var alting væltet rundt, manualer, rapporter og tegninger var røget ud af de stormsikrede reoler og flød rundt mellem hinanden på dørken, og gjorde det vanskeligt at komme frem til manøvrepulten. Stole kunne man slet ikke benytte, da det var kontorstole på hjul, så der var kun dørken tilbage at sidde på.

Skuden vendes i læ
Da det så fint ud med bølgerne, blev ordren givet til at vende skuden. Man siger til søs, at hver tiende sø er en skæv sø, og den kom netop, da skibet var nede i en bølgedal, med 10 meter op til toppen af bølgen. Nu er det sådan, at skæve søer kammer over, og det gjorde denne også, hen over skibet. Skibet forsvandt helt ned i bølgedalen i en helvedes larm og med en krængning på 57 grader, som blev rekorden i Søværnet i mange år frem, kom det efter en evighed på ret køl igen - i hel tilstand og var vendt rundt efter planen, 180 grader. Alle var vist klar over, at vi kunne være kæntret ved denne manøvre, og hvis uheldet er ude med en krængning på 57 grader, er det ekstremt farligt, idet skorstenen berører vandoverfladen, og søen kan slå ind i skorstensrørene og stoppe motorerne med det til skade, at der ikke kunne manøvreres, og et forlis ville være uundgåeligt. Et forlis i Nordatlanten på denne årstid, ville ikke være godt, og næppe mange ville overleve i det kolde vand og høj sø.

En ensom post
Is-tønden, som stod oven på styrhuset, var en tønde på masten under radaren, som var bergenet til en person, som var beskikket til at holde udkik, når vi sejlede i isfyldt farvand, var stadigvæk på sin plads øverst på skibet, - derimod var gummibåden med 2 x 25 hk Evindrude påhængsmotorer skyllet overbord, og alt vores havaritømmer, som var surret forsvarligt fast på dækket, var borte - skyllet ud over siden af den voldsomme sø. Helikopteren havde fået nogle bank, og måtte gennem et større eftersyn og reparation, inden den skulle ud at flyve igen.

Oprydning efter orkanen
Indenbords så det slemt ud. Kabys, maskinkontrolrum, storesrum og værkstedsbur. Alt lå hulter til bulter. Brandgrejet, som var økser, slanger, ildslukkere og røgdykkerapparater, var blevet revet løs fra skottet og flød rundt på A1, som var hovedvejen inde i skibet. På de tre banjer hvor 16 menige sov, lugtede der af bræk, sure tæer og andre dunster, som kommer når 16 mand bor sammen i et lille rum. Maskinfolkenes tøj lugtede af gasolie, fordi der ikke kunne bruges vaskemaskine - så der var en ret liflig dunst på banjerne.
Efter at skibet var vendt rundt og gik med uvejret, blev det en hel del lettere at være sømand. Messen blev rengjort og vi kunne igen få varm mad. Vi var nået godt og vel til Irland ved at gå med uvejret, som nu havde lagt sig til en storm, kunne vi lægge kursen mod Grønland igen.
Stor var glæden da vi rundede Kap Farvel omkring juletid efter 16 dage i ekstremt hårdt og dårligt vejr. Det var en lettelse igen at kunne gå, fremfor at kravle på skottet, dørken eller på de varme rør i maskinrummet. Alting blev jo godt igen efter at brændemærker, blå mærker og en hel del manglende søvn var overstået, så gik det ligesom lidt bedre, og heldigvis gik det ikke værre end som så. Søgang er en sømands lod, siges der.

Tid til fordybelse
Som tiden er gået, har jeg tænkt tilbage på den gang, jeg var i dette frygtelige uvejr, og tænkt, at den gang jeg var ung, kendte jeg ikke til frygt. I bund i grund tænkte jeg, at stormvejr var stormvejr og ikke værre end som så. Jeg overvejede ikke, hvordan det kunne være gået med havari og forlis, som det så ofte er sket for skibe i disse farvande. Den tanke kom først senere, da jeg blev ældre og tænkte over tingene, når man bliver melankolsk og lader tankerne flyve tilbage til ungdommens år. Dette er bare et lille indblik i, hvad en sømand også kan opleve. Det er ikke kun det, at ligge i havn, drikke bajere og jage tøser, men også at kunne håndtere situationer, når det bliver rigtigt stygt ude på havet.
Jeg har senere i min karriere til søs oplevet lignende uvejr på oceanerne, men der har skibene været større, og har bedre kunne modstå de voldsomme søer så høje som 2 etagers huse. Oplevelsen var knap så ekstrem som med et lille inspektionsskib på størrelse med en stor fiskekutter.
Når man har været i sådan en ekstrem vejrsituation som helt ung, sætter der sig nogle spor i ens underbevidsthed for resten af livet. Påpasselighed, når man færdes på havet - sørge for, at det man foretager sig, er både sikkert og forsvarligt - aldrig at tage til havs uden redningsvest og den nyeste vejrmelding om havet, indtil man anløber havnen igen.