Benny Svendsen i færd med at vaske sternbrædder fri for alger, inden den hvide maling skal påføres. Foto: Richard Jensen
Arbejdslørdagene er en del af foreningslivet:
Foreningen indkaldte medlemmer til årets 2. rengøringsdag
Til årets anden rengøringsdag var 18 medlemmer mødt op for at give en hjælpende hånd til at gøre huset vinterklart. Ole Wiberg havde igen i år udfærdiget en arbejdsliste med opgaver, som blev delt ud mellem de fremmødte medlemmer, ellers måtte man bytte rundt indbyrdes, bare at alle opgaverne blev klaret.
Der blev vasket, skrubbet og skuret. Puderne blev banket rene for støv og snavs. Stejlepladsen fik nye pæle, der hvor der hvor nogle som var knækket eller manglede helt. Taget og nedløbet blev renset, sternbrædder vasket for alger og malet hvide, så det kan modstå vinterens fugt. De udendørs borde-/bænkesæt fik fornyet en del planker og fik en ny gang maling. Ligeledes fik indgangspartiet mod syd en omgang maling, så det fik samme farve som resten af bygningen.
Til frokosten blev der serveret en lækker biksemad af resterne fra grisen som blev stegt til sommerens fest. Det blev selvfølgelig serveret med spejlæg, snaps og øl.
Formanden takkede alle, der var mødt op og tak til festudvalget for den lækre biksemad.
-red.