Multicenter Syd har afhændet hajkutteren Sleipner:
Skal i fremtiden fungere som husbåd for 27-årig
Af Richard Jensen - Redaktør af Laugsnyt
Multicenter Syd har ikke formået at sætte projektet med hajkutteren Sleipner i fokus hos sine elever. Tilgangen af elever til projektet har ikke været stor nok, og da udgifterne har været stigende med havnepenge, strøm og diverse vedligeholdelser, har man set sig nødsaget til at stoppe projektet og afhænde båden.
Den nye ejer, Nicklas Høj Olsen, er kun 27 år gammel og uddannet maskinmester fra København.
Nicklas har ingen fast postadresse, men skal bruge Sleipner som husbåd, der i den første tid skal ligge i Frederiksværk havn, hvor TS (Træskibs Sammenslutningen) har indgået aftale med Frederiksværk kommunen om fripladser for især ældre bevaringsværdige træskibe.
Til næste år skal den sejles til Refshaleøen i København, hvor den skal have sin faste base.
Sleipner har været under renovering siden købet med blandt andet master og rigning, som har været afmonteret siden sidste år.
- En af de ting, som haster allermest, er nok at få etableret et bad, siger Nicklas, der har en højde på omkring 185 cm. Jeg bliver nok nød til at sænke dørken lidt for at kunne stå oprejst under bruseren.
Det er ikke det sidste vi har set til Sleipner i Nysted, da Nicklas har lovet, (det var en del af købsaftalen med Multicenter Syd) at deltage i næste års Hajkutter Regatta. Vi ønsker Niclas tillykke med købet af Sleipner og glæder os til et gensyn næste sommer.