Vi tager det lidt hen ad vejen...!

Af Anne Svendsen

Vi har længe vidst, at når vi får tid og råd, vil vi købe et gammelt træskib og hygge os med på vores gamle dage.

Benny er uddannet bådebygger, men har arbejdet som almindelig tømrermester hele livet, bortset fra lidt småreparationer og selvbyg af tre joller for mange år siden. De to af jollerne blev bygget til udlejning, og er formentlig de sidste danskbyggede træjoller, der er typegodkendt af Norsk Veritas.

Anne er uddannet hospitalslaborant med speciale i blodtransfusioner, men har i mange år været selvstændig med ishus, grill, cykeludlejning og udlejning af småjoller og kajakker på Nysted Mole.

Begge to er vi af den type, der er fagligt nysgerrige og elsker godt håndværk. Så vi kan lidt af hvert, og er ikke blege for at lære noget nyt. Der er også mange ting, vi ikke kan. Især det, der laves i højhælede sko og med slips på.

For et par år siden begyndte Benny at kigge bådannoncer, især TS-skibe og lignende.

Når jeg lå i den ene sofa og spillede wordfeud via mobilen, lå Benny i den anden sofa med vores ipad og søgte gamle træskibe til salg. - Det brugte han to vintre på! Tanken var at finde noget om et par år, når han kunne gå på efterløn.

Hajkutteren "Donna"
I 2013 faldt han over Donna, en klinkbygget hajkutter i Kolding. Vi var ovre og kigge på hende. Hun var lidt større end vi egentlig havde tænkt os, - men vi var blevet dybt forelskede i hende. Vi havde skibsbevaringsfonden forbi, for at se om de ville erklære Danmarks formentlig sidste klinkbyggede hajkutter for bevaringsværdig, men de mente dels, at hun var lidt overrigget, dels at hun ikke trængte til større reparationer, og "så er der jo ingen grund til at blive erklæret bevaringsværdig, for så skal I jo ikke låne penge". Uden SBF-erklæring turde vi ikke købe hende. Vi ejer to huse, og kan ikke få solgt det ene, så økonomien kunne ikke tåle overraskelser, hvis vi først havde brugt over 300.000 på et skib. Donna blev i 2014 solgt til Tyskland, hvor hun bliver kælet godt for. Hun deltog i øvrigt i Hajkutterregattaen i år, under sit gamle navn, Dana.

Anne og Benny indgår alliance
I foråret 2014 faldt Benny over en annonce i den blå avis. Et dejligt foto af Alliance, en passende størrelse båd (29 fod) til kun 50.000 kr. Tidligere fiskekutter, halvdæksbåd, nu med kahyt i den proppede dam. Vi kørte til Als den førstkommende weekend for at se på hende. Det var solskin og forårslunt den dag sidst i april. Og der lå hun, sød og nymalet og ikke mindst med nogle smukke kurver. Med den uddannelse Benny har, kunne han jo godt gennemskue, at der var et par "udfordringer". Størrelsen, dæksindretningen, de smukke linjer osv. passede os udmærket. Vi grublede lidt over det: Er det noget vi kan reparere? Svar: "Ja". Er størrelsen i orden? Svar: "Ja". Kan vi finde noget bedre, som vi kan betale? Svar: "Nej ". Nå, ergo købte vi skibet, med en klar aftale: Det skal være et fælles projekt, så Anne skal også have sorte, knækkede negle og maling i håret, og der bliver ikke råd til flere skiferier". Svar: "Det er en aftale".

Som sagt så gjort, og ugen efter kom vi tilbage, medbringende to overlevelsesdragter, en redningsflåde, en vragfjernelsesforsikring, en vanddunk, en spegepølse og en pakke rugbrød. - Og ikke mindst Bennys værktøjskasse. Sejlturen hjem blev beskrevet i dette blad sidste sommer, så den skal I slippe for. Men den blev et varsel om overraskelser, hurtige beslutninger og vidunderlige sejlture garneret med dejlige mennesker.

I løbet af sidste sommer lavede Benny lidt, bare for at hun skulle være brugbar sommeren over. Der blev tætnet både hist og pist. Skiftet noget meget dårligt træ. Kom på bedding i sejlklubben for noget kalfatring. Tætnet ruftage med fugemasse. Motoren blev der kælet lidt for af en mekaniker-kammerat. Vi nåede med nød og næppe til TS-sommerlejr på Fejø. Fed oplevelse, og når vi nu står på et stillads med sorte knækkede negle, lim i håret og spekulerer over hvad det liiiige er vi har gang i, så tænker vi tilbage på de gode sejleroplevelser vi nåede at få sidste sommer, og ved, at dem kommer der mange flere af. Men forhåbentlig uden lige så mange overraskelser (f.eks. at hver tredje times pumpning pludselig bliver til hvert tiende minut, og hullet viser sig at være under nederste hylde i et smalt køkkenskab. Eller at det regner gennem ruftaget, lige ned i min kaffe!).

På bådeværft i Rødbyhavn
I november sejlede vi til Rødbyhavn Bådeværft, hvor vi havde aftalt med bådebygger Hugo, at vi kunne få hende ind i en uopvarmet hal, hvor vi selv kan lave det, vi kan, og Hugos folk så laver det, der er for uoverskueligt for os og kræver mere værktøj og erfaring end der er i Bennys værkstedsbil.

Hun blev sat på en kaj i regn og rusk. Vi havde arvet en stor, faconsyet presenning (Tak). Vi havde aftalt, at vi ville tage hende i små etaper, lidt hen ad vejen. Både for at kunne sejle hver sommer, og for at dele den økonomiske belastning lidt ud. (Nr. 2 hus er ikke solgt endnu).

De første overraskelser
Lige efter nytår kom hun så ind i hallen og blev klodset op. Vi startede med at fjerne det, der helt klart skulle væk. Dårlige planker, smuldrede spanter osv. Da vi fjernede karmen omkring cockpittet fik vi forklaringen på vandet ved køkkenbordet: - Karmen var monteret forkert på dækket, så vandet løb bagom og ned gennem konstruktionen. I underkarmen af kahytten var træet også meget blødt under noget ret ny maling, og nede i kabyssen var der vokset en fin svamp frem. En stor del af miseren skyldes, at kahytten er lavet større end den oprindelige dam, så den tunge ende af ruffet hviler ikke på det kraftige damskot, men på en spinkel dæksbjælke. I øvrigt samme bjælke som cockpittet hviler på. Det havde den lille bjælke ikke kunnet lide, så den var med tiden sunket nogle cm ned, og derved buede dækket den gale vej, så regnvand løb ind midt på dækket og stod og soppede ved kahytshjørnerne, i stedet for at løbe i havet. Sikke noget møg! Nu, når man finder årsagen, har man jo også mulighed for at gøre noget ved det. Så dækket, som kun var 12 år gammelt og allerede ret dårligt, blev brækket op. Så var kahytten fri, og et par kodyle donkrafte med forlængerarme blev sat i betongulvet gennem hullet i skibsbunden, som var der, fordi vi havde fjernet ret mange dårlige planker. Kahytten blev hævet ca. 4-5 cm og fikseret. Og så lavede vi et par støtter ned til køl og spanter, så kahytten og dækket bliver oppe på plads. - Tænk, hvis de støtter var blevet lavet, da kahytten blev lavet, så havde vores forgængere sparet at lægge dæk om. Eller tænk, hvis vores forgænger havde rettet konstruktionsfejlen, da de skiftede dæk, så havde vi sluppet for at lægge dækket om, hæve kahytten og lave nye kahytshjørner. Reparationen af selve ruffet bestod i at vi skiftede alle 4 hjørner plus noget af det nederste af rufsiderne. Til forsvar for ham, der ikke har lavet det, som vi gerne ville have haft, skal lige siges, at vi har fået at vide, at det gør man (desværre) normalt ikke. Her kunne være et forslag til andre: Hvis du belaster en spinkel bjælke med meget mere, end den er beregnet til, så lav liiiige lidt afstivning, ikk`?

For at komme til at lave en kraftigere dæksbjælke, som kahyt og cockpit skal støtte af på, måtte vi helt ud til bjælkevægeren, så skandækket, støtterne og skanseklædning røg sig også lige en tur. Det gjorde ikke så meget, for alle gennemføringerne af støtter i skanseklædning var dårlige. De var ikke kalfatret, men tætnet med gummifugemasse. Det har træet ikke kunnet lide. Eller også var de halvrådne allerede da gummipistolen blev fyret af?

…Men den der aftale om at tage det lidt hen ad vejen, den gav jo ingen mening mere. Når man har brug for at fjerne både dæk og skandæk samtidig, så er der ingen "lidt hen ad vejen". - Vi meldte afbud til sommerens træskibstræf på Fejø, og alt mulig andet. Bennys 60 års fødselsdag blev fejret "så lidt som muligt". Men hold da op, hvor var det nemt at skrive ønskeseddel. For en gangs skyld stod der ikke bare sokker, skjorter og underbukser.

På svampejagt i kabyssen
Vi har fjernet en del dårlige planker. Enkelte er af fyrretræ, så de er måske 88 år gamle. Det er vel ingen skam, at en planke er træt efter så mange år i vand. Og inde under dem er nogle af spanterne ikke for gode, så de er blevet doubleret. Dvs. vi laver nye, men lader de gamle sidde, de er fine til at vise faconen. Et enkelt spant måtte helt fjernes, da det viste sig at den ene svamp i kabyssen havde taget lidt familie med ombord. Boret sagde bare "plop", da Benny ville bore for til en skrue. For at komme til, måtte han skære hul i kistebænkene med en bajonetsav. - Ren massakre.

Jernkøl giver større sejlflade
Vi havde allerede talt om at få sat en jernkøl under, til erstatning for ballasten af 1,3 tons plastikdunke med jern i, som lå under dørken (hvis I husker artiklen fra sidste sommer, ved I hvorfor). Og når nu der er en del planker ude, og kistebænkene er ødelagte, så kan vi lige så godt montere 9 nye bundstokke, som kølen kan hænge i. Vi kender et skib, hvor man bare har monteret en lang jernkøl ved at bolte den på siden af trækølen. Vi så den båd på bedding i foråret, det så ikke godt ud.

Dvs. mere bajonetsavsmassakre på kistebænkene. Og så montere flere bundstokke. Så nu passer dørken ikke mere, og Benny måtte lave nye bundbrædder. - Nå ja, så er det jo nok også smartest at montere jernkølen med det samme. Hugos smed blev lige pudset på den opgave. Det var her, vi ombestemte os vedrørende det usolgte hus, og lejede det ud. - Vi forventer at kølen giver bedre sejlegenskaber: Vægten er flyttet en halv meter ned, så burde vi kunne bære lidt mere sejl. Og kølen er 6 meter gange 28 cm = godt og vel halvanden kvadratmeter sideflade, det burde give mindre afdrift.

Ny for- og agterstævn
Agterstævnen vidste vi godt var meget dårlig, så den skulle også skiftes. Men at den var så dårlig - der må være gået flere patroner gummifugemasse til den gang hulrumsudfyldning. Ok, indrømmet: Det har holdt. Det der gummi klæber rigtig godt på træ. Jeg kunne ikke splitte det ad, der skulle et mandfolk til. Det er vist godt, at vi ikke har testet hende i rigtig lortevejr. Ny agterstævn blev en opgave for Hugos lærling. De gamle beslag er selvfølgelig taget af til genbrug. Og heldigvis skal stykket med stævnrøret ikke skiftes.

Forstævnen havde et lille dårligt stykke, som Benny skar væk og limede en lus i. Men da vi skrabede malingen af, viste det sig, at forstævnen havde 4 gamle reparationer. Det er ikke smart med en svag forstævn, når man lige har lavet en længere klyverbom af et gammelt juletræ. Ny forstævn blev også en opgave for Hugo. - Tja! - Lånene i huset skulle alligevel lægges om!

Skibsbevaringsfonden
En dag i foråret hørte vi, at Tom Rasmussen fra Skibsbevaringsfonden skulle til Rødby i anden anledning, så vi aftalte, at han skulle kigge forbi Alliance også. For at gøre en lang historie kort, så sagde han, at vi gør alle de rigtige ting, - men hvis vi ikke også vil genetablere det lille telefonbokslignende styrehus, skal vi ikke forvente at få hende erklæret bevaringsværdig. - Det vil vi ikke, så ryger det åbne cockpit med den siddende sejlads, og aftenhygge i det lille læhul, et cockpit er. Det ville ellers have været rart med en SBF-klassificering, for så kunne vi få momsrefusion på regningen fra Hugo. Det er ikke prisen værd, hvis dæksindretningen, en af de ting vi faldt for, skal ofres. Skal vi spare penge, kan vi jo bare lægge skibet på et Sct. Hansbål.

Lærke- og egetræ på lager
Undervejs blev Benny opmærksom på, at der var et TS-skib til salg i Sakskøbing. Ejeren havde en god, tør stak lærketræ på lager til kommende reparationer. Dem ville han gerne sælge, så hvis vi tog hele bunken, kunne vi få det til en ganske ok pris. Nogle af plankerne er fine, og kan bruges til bord og dæk, andre er mere knastede, og er nok mere til bundbrædder og skanseklædning. Men alt i alt ikke så ringe. Der var også et par rigtig fine, gamle (=tørre) egeplanker. Der er blevet mange gode spanter, bjælker, for- og agterpuder ud af dem. I forvejen havde Benny et lager af gammelt egetræ fra bindingsværk liggende. Det er det gode ved at have haft planen i mange år, at der er blevet gemt ting, som ellers ville været blevet til aske.

Malingen vil ikke tørre
Da vi købte skibet, var den blevet malet sort. De to ruf var lakeret. Egentlig flot, men det er ikke sådan, et fiskeskib skal se ud. De har altid været malet i lyse farver. Vi har et gammelt foto af hende, hvor hun er hvid, og det vil vi have igen. Gerne med lidt lysegrønt på ruftagene, lønning og skandæk. Vi tror, at noget af hendes dårligdom skyldes, at hun har været malet med en alt for tæt maling. F.eks støtterne: De 5 af dem skrabede vi helt i bund sidste forår og gav dem linoliemaling. Da vi i år fjernede alle støtterne, var de 5 tydeligt lettere end de andre. Da vi skar dem over, var de 5 tørre helt igennem, de andre var sjaskvåde i træet (efter at hun havde stået indendørs i 4 måneder). Så der er ingen tvivl om, at vi vil bruge linoliemaling til så meget som muligt. Men vi måtte lige en pæn lille omvej:

Jeg startede med at skrabe og slibe lak af både forruf og storruf. Grundede begge to med grundingsolie. Og ugen efter fik forruffet linoliemaling. Vi havde undret os over, at vores linolieleverandør fra Stevns gennem mange år til vores hus, havde skiftet etiketterne ud, så der stod linolietræbeskyttelse i stedet for linoliemaling. Derfor havde vi spurgt, hvad forskellen var, og fået svaret at det kun var etiketten, de havde ændret. Temperaturen var kun 5 grader (dog varme), så jeg var ikke specielt nervøs, da det ikke tørrede fra den ene weekend til den næste. Men da der gik en uge til, og en til, og en til. - Ja, så var jeg klar over at der var ugler i mosen. Jeg troede at jeg måske havde givet maling for hurtigt efter grundingsolien, så jeg skrabede det meste af forruffet af, og prøvede forfra. Det hjalp ikke. Jeg havde en spand hvid linoliemaling fra en anden fabrik, så jeg prøvede at stryge et stykke af det lakerede træ med den, og også et stykke oven på den klistrede maling fra Stevns - og juhu! - Det tørrede på få dage. Der røg min tillid til svaret på spørgsmålet om linolietræbeskyttelse. Sikke et held, at linoliemaling er blevet så populært, at jeg kan købe det gode hos en farvehandel i Nykøbing. Det kunne vi ikke, da vi begyndte med linolie. Så det endte med bedre maling og kortere afstand.

Fugerne
Vi har fundet ud af, at nogle af fugerne på ruftagene er lavet med en silikoneholdig fugemasse. Det er ikke særlig godt, for ingen af malingerne vil hærde oven på det. Så vi slipper nok ikke for at kradse de fuger op og lave nogle nye af fugemasse uden silikone. Jeg har prøvet at forsegle dem med cellak, det hjælper ikke.

Toiletrum med begrænset plads
Egentlig vil vi ikke lave noget i kahytterne, mens vi ligger på værftet. - Det er ikke nødvendigt, det kan vi gå og nulre med, når hun kommer hjem til Nysted. Men da vi har planlagt at flytte toilettet, må det gøres nu, så vi kan få lavet søventilerne i nogle nye planker. Da der er begrænset plads til toilettet, er vi nød til at lave skillevæggen inden vi monterer slanger og søventiler, så vi kan stille toilettet på sin plads, og simulere, at vi bruger det, inklusive tørre os og pumpe ud. Vi er nødt til at vide, at der er plads i det skab, vi har tænkt os at inddrage (+ 10 cm af en køje). - Nå, det kan man godt, der hvor vi vil, hvis vi vender pumpen over til venstre hånd, sparer vi 10 cm, for det er også ved højre side, der skal være plads til bevægelsen når vi tørrer os. Nå, ja så skal man også sidde med fødderne i sovekahytten, så der bliver kun et gardin som dør. Godt bytte, for indtil nu har hele toilettet stået i sovekahytten.

Når nu Benny skal gå og lave så meget bådebyggerarbejde, har Anne tid til overs, så kan hun jo lige så godt male og lakere det lille toiletrum, så det bliver glat og rengøringsvenligt. Ellers ville vi ikke lakere egetræet under dæk, men bare give det olie. Men hold da op, hvor ser det godt ud, uden at blive fisefornemt. Så ud og købe mere lak. (Tonkinos, uha, hvor er den rar at arbejde med, og det er jo også et linolieprodukt). Så jeg går og maler og lakerer i begge kahytter. Der er man i læ for Bennys flyvende savsmuld og høvlspåner. - Der er nok noget af det, der bliver malet og lakeret nu, der skal saves i, eller på anden måde saboteres, men så må malingen lappes bagefter.

Jagten på historien
Da vi købte Alliance, vidste vi ikke, at hun er bygget i Langø på Vestlolland, så man kan sige, at hun næsten er kommet hjem. Hun har fisket i Nakskov Fjord og Langelandsbæltet hele sit aktive erhvervsliv. Vi har prøvet via folk vi kender i Nakskovområdet plus de lokalhistoriske arkiver at finde noget. Det er ikke nemt at finde skriftlige oplysninger. Men nogen mente, at 3. generation bådebygger Jakobsen fra Langø lever endnu, selv om bådebyggeriet lukkede for ca. 10 år siden. Så sidste efterår besluttede vi at sejle til Langø. Vi havde ringet til havnefogeden i forvejen og fortalt at vi kom for at skaffe oplysninger om Alliance, så han havde sat bongotrommerne i gang. Vi blev meget venligt modtaget, - men ingen genkendte skibet. Indtil en af de gamle fiskere på havnen udbrød: "Jamen, det er da Hesten". Og så kunne alle de andre også kende hende. Ingen anede at båden officielt hedder Alliance, til trods for at det fremgår af hendes papirer, at det har hun heddet siden hun blev bygget i 1927. Den gamle bådebygger Keld Jakobsen var ikke kommet på havnen, og de andre sendte en stafet afsted for at hente ham. Og så kan det nok være, historierne væltede ud af ærmet. Det viser sig, at lige denne båd ikke blev solgt, men blev beholdt af Kelds bedstefar, bådebygger Jakobsen af 1. generation, som så hyrede en mand til at fiske med den. Keld fortalte os navnet på fiskeren "sorte et eller andet". Jeg tror, det var Rasmus. Jeg skal huske at spørge. Så nulevende Keld har i sin barndom og ungdom været med ude at fiske i netop det skib. Det var da værd at sejle 2 x 40 sømil for at finde ud af. Så kunne vi også fra hestens egen mule få bekræftet, at hun mest fiskede ål. - Det havde vi gættet, for der er stadig originale damplanker tilbage med propper i, og hvor hullerne er ret små. Keld har så siddet i Bådebyggermesterforeningens bestyrelse sammen med Bennys læremester Viggo Schnack fra Lynæs, så vi var da lige ved at være i familie med hinanden og hele Langø, inden vi sejlede igen. Vi glæder os til Pinse 2016, når TS holder Pinsetræf i Nakskov. Vi bliver nødt til at tage hjemmefra i god tid, så vi kan sejle ind omkring Langø havn, som i øvrigt er en både hyggelig og stadig ganske aktiv fiskerihavn plus en lystbådehavn. Lige så snart vi er 100 % sikre på, at Alliance er sejlklar, ringer vi til Keld Jakobsen og inviterer ham og fru Grethe til at sejle med en tur fra Langø til Nakskov, eller til at sejle med på præsentationssejladsen. - Det, at vi har fået menneskeansigter på hendes historie gør det lidt sjovere at rense tjære og maling af hænderne.

Vores åbenhed ved at skrive historien i TS-bladet (som kun kom med, fordi redaktøren havde fået nogle sider tilovers) om vores hjemtur fra Fynshav sidste år, da vi lige havde købt skibet, har også givet anden bonus: En af de tidligere ejere, Claus Koch, læste historien. Han har fulgt hende siden han solgte hende, men havde mistet tråden for nogle år siden. Selv om han havde solgt hende (noget med en kvinde, nogle børn og noget tid) holdt han meget af Alliance. Hans grund til oprindelig at købe hende (som indtørret projektskib, opklodset på vistnok Kolding havn) var den samme som vores: Sikke nogle dejlige linjer. Han ringede til os en gang i sommers, fordi han var på Lolland pr. skib. Vi kørte fluks på hyggeligt kaffebesøg og fik en masse oplysninger, bl.a. at det først var i 1990 at styrehuset røg af og dammen blev proppet. Vi troede det var omkring 1975.